03 feb. 2025
Retten i Aarhus
Dom afsagt i nævningesag om to drabsforsøg begået med kniv på Hammershusvej i Aarhus den 9. november 2023
Tre tiltalte på 28, 25 og 44 år med tilknytning til Comanches MC blev idømt straffe på hver 9 års fængsel mv. for to drabsforsøg, hærværk og besiddelse af kniv og andre våben på offentligt sted. En fjerde tiltalt blev frifundet for de to drabsforsøg og idømt 4 måneders fængsel for et indbrud.
Et enigt nævningeting ved Retten i Aarhus har den 3. februar 2025 idømt tre mænd hver 9 års fængsel for at have deltaget i drabsforsøg på to mænd, begået i forening med flere ukendte medgerningsmænd i et bagholdsangreb, der blev begået efter forudgående planlægning og foranlediget af de to forurettedes brud med Comanches MC.
Hændelsen fandt sted på Hammershusvej, Aarhus V, hvor de tre tiltalte sammen med flere ukendte medgerningsmænd overfaldt de to forurettede.
Overfaldet startede med, at gerningsmændene påkørte de forurettedes bil, hvorefter de iført maskering og medbringende blandt andet knive, baseballbat, totenschlæger, strømpistol og peberspray overfaldt de forurettede og tildelte dem henholdsvis 9 og 16 stiklæsioner på kroppen, herunder i bryst og mave, hvorefter de tiltalte stak af sammen.
De tre tiltalte har ikke ønsket at udtale sig under sagen. Beviserne har hovedsageligt bestået i overvågningsvideo og andre videoer, vidneforklaringer, teleoplysninger og dna-beviser på genstande og i biler.
De tre tiltalte blev hver især idømt fængsel i 9 år og meddelt opholdsforbud i 8 år i Aarhus og Randers kommuner samt områder omkring Comanches MC’s 6 klubhuse i Danmark. En af de tiltalte blev udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. En anden tiltalt blev frifundet for en påstand om frakendelse af dansk indfødsret.
De tre tiltalte ankede til frifindelse, subsidiært formildelse.
Sagen er behandlet under rettens journalnummer 3795/2024.