09 aug. 2021
Retten på Bornholm
35-årig idømt 1 års fængsel for bedrageri
En 35-årig mand er idømt fængsel i 1 år for bedrageri overfor en kvinde, som han havde lært at kende på en dating-app. Bedrageriet angik samlet ca. 560.000 kr.
Sagsnummer: SS-389/2021
Sagen kort fortalt
Tiltalte og forurettede havde lært hinanden at kende på en dating-app. De skrev sammen, men mødtes aldrig. Tiltalte formåede forurettede til i løbet af 5 måneder at overføre samlet ca. 560.000 kr. til sig under påskud af, at tiltaltes far var død, hvilket var usandt, og at tiltalte havde brug for pengene for at få en livsforsikringssum udbetalt. Overførslerne var i størrelsesordenen 5-10.000 kr. pr. overførsel.
Tiltalen angik bedrageri efter straffelovens § 279.
Tiltalte erkendte sig skyldig.
Dommens resultat
Da tiltalte erkendte sig skyldig, blev sagen behandlet som en tilståelsessag.
Retten fastsatte straffen til 1 års fængsel således, at 3 måneder skal afsones, mens resten blev gjort betinget på vilkår blandt andet, at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 150 timer, er i tilsyn hos Kriminalforsorgen og følger et af Kriminalforsorgen bestemt behandlingsforløb mod ludomani.
Tiltalte vil inden for 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten på Bornholm den 3. august 2021.
I dette link findes en anonymiseret udgave af dommen.