Gå til sidens indhold

Retten på Bornholm

25 okt. 2022

Retten på Bornholm

Bliv domsmand – virtuelt eller i virkeligheden

På Europarådets årlige dag for ret og retfærdighed den 25. oktober, lancerer Danmarks Domstole det virtuelle spil ”Domsmandsspillet”, hvor man kan prøve at være domsmand. Hvis man kunne tænke sig at være rigtig domsmand, så skal der findes nye næste år.

I anledningen af den årlige European Day of Justice – den europæiske dag for ret og retfærdighed - lancerer Domstolsstyrelsen den 25. oktober ”Domsmandsspillet”. Et virtuelt spil om skyld og straf, hvor man kan prøve at være domsmand og vurdere, om en tiltalt er skyldig eller ej. Spillet udkommer samtidig med, at der skal findes nye lægdommere (domsmænd og nævninge) ude i de enkelte kommuner. Lægdommere er almindelige borgere, der uden juridiske forudsætninger er med til at afgøre straffesager.

Vi bidrager med Domsmandsspillet så alle kan prøve at være domsmand i en sag og afgøre tiltaltes skyld og tage stilling til straffen. I Danmark er det netop både juridiske dommere samt almindelige mennesker der tilsammen har den alvorlige opgave at træffe afgørelser om skyld og straf i straffesager. Den unikke funktion i det danske retsvæsen er også noget, vi gerne vil vise vores europæiske partnere.

Du kan læse mere om det at være domsmand og finde Domsmandsspillet her

Der skal findes nye domsmænd og nævninge til den næste 4-års periode fra 2024-2027, og man kan i mange kommuner tilkendegive sin interesse.