Gå til sidens indhold

Retten i Glostrup

16 dec. 2019

Retten i Glostrup

Afgørelse i sag om seksuelt overgreb på beboere på bosted

En 41-årig tidligere ansat er fundet skyldig i at have haft et seksuelt forhold til en kvindelig beboer på et bosted i Gladsaxe Kommune. Han er derimod blevet frifundet for hovedforholdet - en tiltale for seksuelt overgreb på, herunder voldtægt af en anden kvindelig beboer på bostedet

 

Sagsnummer: CL-6214-2019

Sagen kort fortalt

Politiet modtog i januar 2019 en anmeldelse om, at en kvindelig beboer på et bosted for autister over for personalet på bostedet havde oplyst, at hun havde haft et seksuelt forhold til en ansat nattevagt. Kvinden bekræftede sine oplysninger under en afhøring hos politiet.

Politiet indhentede bl.a. oplysninger om registreringer fra bostedets låsesystem og fandt på den baggrund anledning til også at foretage afhøring af en anden kvindelig beboer. Efter afhøringen af denne kvinde vurderede politiet, at hun også havde været udsat for seksuelt overgreb af samme nattevagt, og at det var sket under tvang.

Nattevagten blev herefter tiltalt for at have haft seksuelt forhold til de to kvinder, jf. straffelovens § 219, da det er strafbart for en ansat ved et bosted som det pågældende at have seksuelt forhold til stedets beboere.

Nattevagten blev derudover tiltalt for voldtægt af den anden kvinde, jf. straffelovens § 216.

Nattevagten nægtede sig skyldig.

Politiets afhøringer af de to kvinder, som begge er diagnosticeret med infantil autisme, blev foretaget efter særlige regler i retsplejeloven, som også gælder ved afhøring af børn. Afhøringerne blev optaget på video og afspillet i retten. Dette er sket for lukkede døre.

Dommens resultat

Retten har fundet det bevist, at den tiltalte nattevagt havde haft et seksuelt forhold til den kvinde, som først havde rettet henvendelse til personalet og fortalt om dette. Han blev derfor fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 219, nr. 3.

Nattevagten var i dette forhold også tiltalt for at have overtrådt straffelovens § 218, som angår udnyttelse af en persons mentale retardering. Han blev frifundet for denne bestemmelse, da det ikke var bevist, at kvinden var mentalt retarderet.

Retten har frifundet nattevagten for tiltalen vedrørende den anden kvinde.

Der har ikke under sagen været fund af dna eller andre tekniske beviser. Rettens afgørelse i sagen har således i det væsentligste bestået i vurdering af kvindernes forklaringer. Ved denne vurdering har det været nødvendigt at inddrage oplysninger om deres personlige og psykiske forhold, navnlig vedrørende den anden kvinde, der fremstod betydeligt præget af bl.a. autisme. Der var derfor ikke grund til at fastslå, at det, der kunne udledes af hendes forklaring, havde fundet sted.

Straffen blev fastsat til fængsel i 3 måneder, som blev gjort betinget. Han er samtidig frakendt retten til at tage arbejde eller som fritidsaktivitet at beskæftige sig med personer med psykiske handicap mv. i 2 år.

Sagen er behandlet ved nævningeting ved retten i Glostrup.

Nattevagten og anklagemyndigheden har nu 14 dage til at beslutte, om dommen skal ankes.

Retten har udstrakt navneforbuddet til at gælde indtil endelig dom.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup den 16. december 2019