Gå til sidens indhold

Retten i Glostrup

20 nov. 2020

Retten i Glostrup

Afsoning i Danmark af spansk dom for terrorvirksomhed

Retten i Glostrup har fastsat længden af den straf, som en dansk statsborger skal afsone, når han efter anmodning fra spanske myndigheder overføres til Danmark.

Sagsnummer GRL-14579-2020

En dansk statsborger blev ved dom af 28.  juni 2018 i Spanien idømt 8 års fængsel for efter en radikaliseringsproces inden for den radikale og voldelige islamisme op til tre gange i årene 2012-2014 at være rejst til Syrien for at kæmpe i DAESH / Islamisk Stats rækker og ved sin hjemkomst til Danmark at have ført en hvervekampagne vedrørende terrororganisationens aktiviteter og ved at have samarbejdet i finansieringen af aktiviteter forbundet med DAESH´s terrorisme samt aktiviteter rettet mod erhvervelse af våben og militært materiel. 

De spanske myndigheder har den 6. november 2020 anmodet Justitsministeriet om, at den danske statsborger overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af fængselsstraffen i Danmark. Herefter skal en dansk domstol tage stilling til, hvad straffen skal konverteres til.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at straffen konverteres til fængsel i 6 år, hvilket var maksimumstraffen på gerningstidspunktet. Den danske statsborgers forsvarer har påstået rettens mildeste dom.

Retten har fulgt anklagemyndighedens påstand og afsagt dom om, at straffens skal fuldbyrdes i Danmark med maksimumstraffen på fængsel i 6 år.

Dommen er afsat den 20. november 2020.