Gå til sidens indhold

Retten i Glostrup

04 apr. 2022

Retten i Glostrup

Syv mænd dømt til fængsel på livstid

Syv mænd i alderen 22 – 31 år dømt for tre drabsforsøg og våbenbesiddelse som led i en bandekonflikt mellem Husumgruppen og LTF.

Sagsnr. SS745/2021

Sagen kort fortalt

Den 17. maj 2020 blev der på Måløv Hovedgade affyret 26 skud med en Kalashnikov AK-47 og en pistol mod en kørende VW Golf. I denne befandt sig to personer, hvoraf den ene havde tilknytning til bandegrupperingen Loyal To Familia. Da politiet kom frem til stedet, fandt man en Opel Insignia og i denne en dunk benzin samt DNA fra én person. Længere fremme ad Måløv Hovedgade fandt politiet desuden Golfen, som blandt andet havde fem skudhuller hen langs venstre side.  

Politiets undersøgelse af Golfen viste, at der var monteret en GPS sender på den, og at denne GPS sender i en periode forud for skyderiet havde haft kontakt til en såkaldt sporingstelefon.   

Politiets efterforskning førte frem til de tiltalte, som den 7. og 8. maj 2020 havde befundet sig i en lejlighed i A-huset på Islands Brygge. På dette tidspunkt og sted blev både GPS senderen og sporingstelefonen første gang aktiveret, og der var talrige kontakter mellem dem. Videooptagelser viste, at GPS senderen var blevet monteret under Golfen, da den holdt parkeret ved Valhøjs Allé, og at personer, der monterede GPS senderen, var ankommet til stedet i en bil, som tilhørte en af de tiltalte.

De tiltalte blev i juli til oktober 2020 anholdt og sigtet for - som tilknyttet bandegrupperingen Husumgruppen og som led i en bandekonflikt - at have forsøgt tre gange at dræbe den person, som var tilknyttet Loyal to Familia, og en anden person, der befandt sig i bilen under skyderiet.    

Alle tiltalte nægtede sig skyldige og bestred at have tilknytning til en gruppering kaldet Husumgruppen.

Sagen er behandlet ved et nævningeting ved Retten i Glostrup.

Dommens resultat

Retten fandt det bevist, at alle syv mænd var tilknyttet bandegrupperingen Husumgruppen, at denne gruppering i maj 2020 var i væbnet konflikt med bandegrupperingen Loyal To Familia, og at de syv mænd som led i denne konflikt på tre særskilt tidspunkter i perioden 15. – 17. maj 2020 forsøgte at dræbe en person, som var tilknyttet Loyal To Familia.

Retten lagde til grund, at de syv mænd havde været fælles om planlægningen og udførelsen af drabsforsøgene, idet de den 7. og 8. maj 2020 aktiverede den såkaldte sporingstelefon og GPS senderen, som den 15. maj 2020 blev monteret under den forurettedes VW Golf. Samme dag og de følgende dage anvendte forskellige personer i grupperingen sporingstelefonen til at spore den forurettede, hvorefter de kørte ud i Københavnsområdet for at finde og dræbe ham.  Retten lagde til grund, at alle syv mænd havde et fælles forsæt til drab, og at de i forskellige hold tre gange forsøgte at gennemføre drabet. 

Dommerne og nævningerne lagde ved strafudmålingen vægt på, at der var tale om tre tidsmæssigt og geografisk adskilte drabsforsøg samt besiddelse af en AK47 og en pistol, at drabsforsøgene var begået efter nøje planlægning og i forening med flere, herunder pt. ukendte, gerningsmænd og som led i en bandekonflikt. 

På denne baggrund og henset til seneste praksis fra Højesteret blev straffen for de tre drabsforsøg udmålt til fængsel på livstid. Derudover blev to tiltalte udvist af Danmark, og alle tiltalte blev meddelt forbud i 10 år fra udståelse af fængselsstraffen mod at opholde sig i postnummer 2700 Husum

De tiltalte valgte alle at anke dommen til frifindelse, subsidiært formildelse.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup søndag den 3. april 2022