Gå til sidens indhold

Retten i Glostrup

30 jan. 2023

Retten i Glostrup

Drabsforsøg med 30 cm lang isoleringskniv

Dom afsagt: 30. januar 2023

21-årig mand straffet med fængsel i 6 år for forsøg på manddrab ved at have stukket en jævnaldrende mand på Søborg Parkalle.

Sagsnummer: 4647/2022
Sagen kort fortalt

Den 15. december 2021 havde en mand ringet til alarmcentralen og anmeldt, at han var blevet stukket ned. Efter politiets efterforskning var en 21-årig mand blevet anholdt og fremstillet i grundlovsforhør den 27. januar 2022. Han havde været varetægtsfængslet siden.

Den 21-årige havde nægtet sig skyldig og forklaret, at han ikke var i offerets lejlighed den pågældende dag.

Offeret havde forklaret, at han havde åbnet sin dør, da det bankede på. En maskeret mand trådte ind i lejligheden, og der opstod et skænderi mellem dem. Den maskerede mand stak offeret i maven med en 30 cm lang isoleringskniv. Kniven sad fast, og offeret måtte selv trække kniven ud. Offeret løb ud af lejligheden, imens han ringede til alarmcentralen. Han faldt om foran opgangsdøren.

Offeret blev efterfølgende med ambulance kørt til Rigshospitalets traumecenter, hvor han blev opereret. Kniven havde blandt andet skåret 90 % af offerets lever over og ramte den ene lunge og bagvæggen af maven. Under operationen blev offeret tilført i alt 17 liter blod.

Flere vidner havde set offeret ligge lige foran opgangsdøren. Et vidne havde bemærket en mand med skæg gå fra gerningsstedet. Et andet vidne havde også bemærket en mand med et mørkt skæg kortvarigt stå ved offeret og slå ud med armene, hvorefter han gik væk. Det samme vidne udtalte spontant i retten, at manden havde et skæg ligesom tiltalte.

Af en videoovervågning fra Harald Nyborg i Gladsaxe fremgik, at den 21-årige den 9. december 2021 købte en isoleringskniv. Den 21-årige har bekræftet dette og forklaret, at det var til at beskytte sig selv.

I sagen var der fremlagt tekniske erklæringer. Der var ingen fingeraftryk eller dna-spor efter den 21-årige i lejligheden, og isoleringskniven blev ikke fundet. Tekniske undersøgelser af den 21-åriges telefon viste, at telefonen havde befundet sig omkring gerningsstedet på gerningstidspunktet. Der var også flere sms- beskeder fra den 21-åriges søster og mor, som var bekymrede og blandt andet skrev: ”…vi alle er bekymret, mor har lige sagt at du har stukket en ned”.

Efter gerningstidspunktet opholdt den 21-årige sig hos noget familie i Valby og var også på en rejse til Tyrkiet. Af en Instagram chat mellem offeret og en ven fremgik blandt andet, at offeret skrev til sin ven: ”Han er i Turkey” og at vennen senere svarede: ”Bror vi rejser til Tyrkiet så”.

Motivet til knivstikkeriet var usikkert, men havde muligvis en sammenhæng med et tyveri af en Volvo XC60 fra Taarbæk nogle uger forinden. Bilen blev fundet ved Frødings Allé tæt på gerningsstedet. Af en chat-besked mellem den 21-årige og en af dennes venner på gerningsdagen fremgik blandt andet: ”Det vigtigt du får den der Volvo nøgle”.

Dommens resultat

Alle nævninge og dommere var enige om, at den 21-årige var gerningsmanden til knivstikket. Straffen blev fastsat til fængsel i 6 år.

Tiltalte valgte at anke dommen.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup den 30. januar 2023.