Gå til sidens indhold

Retten i Glostrup

16 nov 2023

Retten i Glostrup

5 års fængsel for flere voldtægter og vold

Dom afsagt: 15. november 2023

En 32-årig mand fra Smørum er ved en enig domsmandsret straffet for blandt andet 5 voldtægter mod en 30-årig kvinde i et parforhold og 1 voldtægt mod en anden 30-årige kvindelig bekendt.

Sagsnummer: SSB6-3915/2023

Sagen kort fortalt

Af sagen fremgik, at parret havde haft et turbulent forhold med gensidige beskyldninger om utroskab. Den 32-årige havde i perioden fra oktober 2019 og frem til november 2022 et massivt misbrug af blandt andet kokain.

Anklageren afspillede under sagen en lydoptagelse af den sidste voldtægt, som fandt sted den 21. november 2022 i en bil på en parkeringsplads ved Hundefolden, Smørum Parkvej. Den 30-årige kvinde forklarede, at hun skulle lufte sin hund, da den 32-årige pludselig åbnede døren til bilen og satte sig ind. Kvinden forklarede, at den 32-årige efter kort tid voldtog hende i bilen. Da kvinden efterfølgende åbnede døren for at lukke sin hund ind i bilen, tabte hun sin mobil ud af en lomme. Da hun samlede den op, satte hun den til at optage og anbragte den i en lomme i bilens dør. Af forklaringen fra den 30-årige kvinde og af lydoptagelsen fremgik, at den 32-årige mand kort efter på ny voldtog den 30-årige.

Den 32-årige mand forklarede, at det hele var frivilligt. Parret havde dyrket meget hård sex med slag og kvælning.

Den 32-årige mand blev endvidere dømt for flere tilfælde af vold og grov vold imod den 30-årige kvinde.

Manden var tidligere straffet for vold mod den 30-årige kvinde i parforhold.

Han har siddet varetægtsfængslet siden episoden den 22. november 2022.

Sagens udfald

Retten lagde kvindernes forklaringer til grund. Disse fremstod sammenhængende og troværdige.

Udover disse forklaringer blev der forevist fotos af skader på begge kvinder i forbindelse med voldtægterne. Forklaringerne blev udover lydoptagelsen også underbygget af flere vidneforklaringer fra veninder, og erklæringer fra skadestuebesøg.

Ern enig domsmandsret var enige om at fastsætte straffen til fængsel i 5 år.

Der blev endvidere fastsat en erstatning på 400.000 kr. til den 30-årige kvinde og 100.000 kr. til dennes veninde.

Den 32-årige mand skulle betale sagens omkostninger.

Den 32-årige mand ankede dommen med påstand om frifindelse.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup den 15. november 2023.