15 nov. 2023
Retten i Glostrup
Dømt for mishandling, psykisk vold, mv. gennem 12 år mod hustru og børn
Dom afsagt: 15. november 2023
En 37-årig mand, som i 2010 blev gift og familiesammenført med kvinde fra Afghanistan, er nu straffet med fængsel i 3 år og udvist af Danmark for gennem hele samlivet at have udsat kvinden for bl.a. mishandling og psykisk vold. Han er tillige dømt for både fysisk og psykisk vold mod deres tre børn.
Sagsnummer: DL-6525/2023
Sagen kort fortalt
En 37-årig mand, som havde boet i Danmark, siden han var teenager, blev i 2010 gift med en afghansk kvinde, der herefter blev flyttede med ham til Danmark. I starten af samlivet boede de hos hans forældre, men har siden boet forskellige steder i retskredsen og har fået i alt fire børn sammen. I sommeren 2022 tog kvinden på krisecenter med børnene. Den 37-årige blev senere anmeldt til politiet.
Den 37-årige blev herefter tiltalt for mishandling, psykisk vold, vanrøgt, ulovlig tvang og trusler på livet mod kvinden, og blev derudover tiltalt for både fysisk og psykisk vold mod tre af familiens børn.
Den 37-årige har under sagen nægtet sig skyldig og har forklaret om et godt familieliv uden konflikter. Han har forklaret, at børnene er blevet instrueret til at sige, at han har været voldelig mod dem, ligesom han mener, at der er tale om en i slags sammensværgelse mod hans familie fra myndighederne og hans hustrus familie.
Kvinden har i retten forklaret om vold i form af lussinger, slag og spark. I starten af forholdet skete det kun i weekenden, men gennem det 12 år lange ægteskab eskalerede volden til flere gange om ugen, og i perioder dagligt. Hun har desuden forklaret, at hun aldrig havde adgang til penge selv, men fik mad af sine svigerforældre, ligesom de stod for tøjindkøb til børnene. Selv fik hun ikke tøj. Hun stod for alt omkring børnene og husholdningen og måtte ikke forlade hjemmet eller have venner.
De tre børn er videoafhørt, og afhøringerne er afspillet i retten. Børnene har underbygget kvindens forklaring om vold mod dem og mod deres mor.
Der er under sagen tillige afgivet forklaringer af den 37-åriges og af kvindens familiemedlemmer samt pædagoger fra børnenes børnehaver. Der er fremlagt underretninger, personundersøgelser samt øvrige udtalelse om børnene , som konkluderer, at børnene har symptomer på traumer og belastningsreaktion som kræver længerevarende behandling.
Dommens resultat
Retten fandt det bevist, at den 37-årige har udøvet gentagende vold og negativ social kontrol mod hustru og børn.
På den baggrund nåede retten frem til, at den vold som hustruen havde været udsat for igennem alle 12 år var mishandling, ligesom den negative sociale kontrol hun havde været udsat for var psykisk vold.
Straffen blev fastsat til fængsel i 3 år og udvisning af Danmark for bestandigt. Retten fulgte dermed anklagerens påstand.
Dommerne lagde vægt på hustruens og børnenes troværdige forklaringer.
Dommerne lagde i skærpende retning vægt på, at hustruen var udsat for så massiv social kontrol, at hun ingen muligheder havde for at leve et frit liv, på børnenes beskrivelse af volden, og på de omfattende konsekvenser tiltaltes vold og psykiske vold har haft for børnene og hustruen.
Sagen var en domsmandssag og dommerne var enige om dommens resultat.
Tiltalte vil inden for 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup den 15. november 2023.
Kontaktinformation til parternes repræsentanter
Kontaktinformation til parternes repræsentanter: Forsvarer: Advokat Karsten Rifbjerg Erichsen, telefonnummer: 31 38 37 16. Anklagemyndighed: Anklagemyndighedens pressetelefon: 72 68 90 08.