Gå til sidens indhold

Retten i Glostrup

29 nov. 2023

Retten i Glostrup

Principielt spørgsmål til Højesteret i sagen om drabet i Elverparken

Spørgsmålet om anvendelse af video- og lydoptagelser samt vidneforklaring fra infiltrator ”Frank” ved sagens afgørelse er indbragt for Højesteret af forsvareren.

Sagsnummer: 13311/2022
Sagen kort fortalt

Den 25. september 2023 stadfæstede Østre Landsret i det væsentlige Retten i Glostrups afgørelse omkring anvendelse af de video- og lydoptagelser, som blev foretaget af infiltrator ”Frank” under denne og tiltaltes ophold i fængslet, således at alle disse optagelser kunne indgå som beviser i sagen.

Den 22. november 2023 meddelte Procesbevillingsnævnet tilladelse til at indbringe Østre Landsrets afgørelse for Højesteret.

I sagen var der ved Retten i Glostrup fastsat retsmøder den 30. november, 1. december og 14. december 2023 til afslutning af sagen. Disse retsmøder er nu aflyst, idet de juridiske dommere efter en konkret og samlet vurdering har fundet det rettest at afvente Højesterets afgørelse.

Retten har dog fastholdt retsmødet den 30. november med henblik på berammelse af fortsat hovedforhandling og behandling af eventuel anmodning fra anklagemyndigheden om fortsat fængsling.

Afgørelsesdato

Beslutningen blev truffet af Retten i Glostrup den 28. november 2023