29 sep. 2023
Retten i Glostrup
Afgørelse i udbytteskatsagen
Sagsnummer: SS 906/2021
Sagen kort fortalt
En person er tiltalt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, og i den forbindelse at have unddraget statskassen for 9.025.205.871 kr., og for forsøg herpå ved at forsøge at unddrage statskassen for 553.346.302 kr. , og en person er tiltalt for medvirken til bedrageri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, jf. § 23, og i den forbindelse at have medvirket til at unddrage statskassen for 8.956.710.111 kr. kr., og for forsøg herpå ved at have medvirket til at forsøge at unddrage statskassen for 553.346.302 kr.
Forsvarerne for de to tiltalte har nedlagt påstand om, at sagen skal afvises. De har henvist til, at en række udtalelser fra blandt andet fremtrædende ministre og en ledende anklager udgør en krænkelse af uskyldsformodningen og retten til en retfærdig rettergang navnlig efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at sagen ikke skal afvises.
Spørgsmålet har været behandlet i retten den 25. september 2023.
Retten har i dag afsagt en kendelse om, at sagen ikke skal afvises.
Af kendelsen fremgår:
”…
Rettens begrundelse og resultat
Efter praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan udtalelser fra myndighedspersoner, der omtaler mistænkte personer som skyldige inden endelig dom, indebære en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 2.
Retten bemærker i relation hertil, at udtalelser fra politikere kun under særlige omstændigheder vil kunne udgøre en krænkelse af artikel 6, stk. 2.
Retten finder, at det forhold, at en eller flere af de påberåbte udtalelser måtte indebære en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 2, ikke i sig selv fører til, at påstanden om afvisning skal tages til følge. Retten bemærker i den forbindelse, at der ikke er eksempler i dansk ret eller i praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor en sådan retsvirkning er antaget, og der er i tilfælde af krænkelser kompenseret på anden vis.
Ved vurdering af om, der skal ske afvisning, må endvidere indgå karakteren af de fremsatte udtalelser og de retssikkerhedsgarantier, som grundlovens § 3 og i øvrigt gennemførelse af hovedforhandling efter retsplejelovens regler mv., indebærer.
Retten finder herefter efter en samlet vurdering, og idet det af forsvarerne anførte ikke kan føre til et andet resultat, at der ikke er grundlag for at tage påstanden om afvisning til følge.
Retten bemærker, at der herved ikke er taget stilling til, om udtalelserne vil kunne indebære en overtrædelse af retsplejelovens § 1016 a og § 1017, eller om udtalelserne kan give anledning til økonomisk eller anden kompensation.
Thi bestemmes:
Påstanden fra de tiltalte ... om afvisning af sagen tages ikke til følge.
…”
Afgørelsesdato
Kendelsen blev afsagt af Retten i Glostrup den 29. september 2023.