Gå til sidens indhold

Retten i Glostrup

12 nov. 2024

Retten i Glostrup

Frifindelse i sag om drab og drabsforsøg i frisørsalon

Dom afsagt: 12. november 2024

Tre personer med relationer til NNV er blevet frifundet for et drab og to drabsforsøg i en frisørsalon i Rødovre, der fandt sted i december 2021. En 29-årig tiltalt har været varetægtsfængslet i 2 år og 10 måneder.

Sagsnummer: SS6671 - 2023

Sagen kort fortalt

2 gerningsmænd maskeret i regntøj affyrede den 3. december 2021 flere skud i Yomok Herrefrisør i Rødovre.

En 17-årig frisørelev blev på klos hold ramt af 9 skud og afgik ved døden. Han havde ingen relation til bandemiljøet. En 28-årig indehaver af frisørsalonen blev ramt af flere skud og pådrog sig derved livstruende skader, men modtog hurtigt lægelig behandling. Den 28-årige havde tilknytning til bandemiljøet. En 15-årig kunde i frisørsalonen blev ramt af 1 skud i højre hånd og havde ingen tilknytning til bandemiljøet.

Skyderiet i frisørsalonen var en gengældelse for drabet på en person tilknyttet bandegrupperingen NNV dagen forinden i Kaffehuset i København. Det fremgik af bevisførelsen, at skyderiet i frisørsalonen blev udført af personer fra eller med relationer til bandegrupperingen NNV.

Den ældste af de tiltalte, en 29-årig mand, havde dagen før skyderiet købt flere sorte sæt regntøj i Føtex. Tøjet kunne ligne det tøj, som gerningsmændene havde på ved skyderiet. Han forklarede, at han og to andre personer overnattede i hans lejlighed dagen før skyderiet. Den ene ville han ikke oplyse navnet på. Han oplyste navnet på den anden, en 26-årig mand, som senere blev varetægtsfængslet i en anden drabssag i Portugal. Den 26-årige blev udleveret til Danmark til denne sag.  Politiet tiltalte den 29-årige, den 26-årige og yderligere en 17-årig svensker, som alle havde relationer til NNV. 

På den 29-åriges mobiltelefon fandt politiet en slette lydoptagelse fra kort før skyderiet. Lydoptagelsen blev genskabt af politiets teknikere. Politiet og anklagemyndigheden havde lagt til grund, at den 29-årige på lydoptagelsen råbte: ”Der biler – kom nu brormand”. Den 29-årige forklarede, at han havde en aftale med en person omkring handel med narkotika, og derfor skulle de overnattende gæster ud af lejligheden.

Efter afspilning af lydoptagelsen i retten, lagde retten til grund, at den 29-årige kom ind i lejligheden og råbte: ”Abdila – kom nu brormand.” Abdila var den 26-åriges kaldenavn.  

Der har under sagen været bevisførelse om blandt andet gerningsbiler, mobiltelefoner og de tiltaltes færden samt NNV’s rolle.

De tiltalte havde alle 3 nægtet sig skyldige.

Dommens resultat

4 nævninger og 2 dommere fandt det ikke med den fornødne sikkerhed bevist, at det indkøbte regntøj blev anvendt af gerningsmændene ved skyderiet og fandt det heller ikke i øvrigt bevist, at det var den 29-årige, der deltog i skyderiet.

Et mindretal på 2 nævninger og 1 dommer fandt det bevist, at den 29-årige deltog i plan­lægningen og medvirkede til skyderiet.

Alle nævninger og dommere var enige om, at det ikke var bevist, at de 2 øvrige tiltalte havde medvirket til skyderiet i frisørsalonen.

Anklagemyndigheden vil inden for 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup den 12. november 2024.