28 nov. 2024
Retten i Glostrup
Tre unge mænd dømt for knivstik mod en tilfældig person
Dom afsagt: 28. november 2024
Tre unge på henholdsvis 15 og 16 år fundet skyldige i grov vold med knivstik begået mod en 25-årig mand, som de fik øje på ved et busstoppested i Hvidovre
Sagsnummer: SS-2854/2024
Sagen kort fortalt
Den 1. november 2023 blev en mand overfaldet af tre personer på Hvidovrevej i Hvidovre og stukket flere gange med kniv. De tre personer løb fra stedet, da en forbipasserende mand vendte sin bil og kørte hen mod stedet. Manden fik den 25-årige ind i sin bil og kørte ham hurtigt til hospitalet, hvor han kom under behandling. Han var blevet ramt af en kniv i venstre side af brystkassen, hvilket medførte en punkteret lunge, samt to gange i venstre overarm.
Politiet fandt samme aften to knive, som var kastet i nogle affaldscontainere i et nærliggende boligområde. Politiets efterforskning, herunder gennemgang af videooptagelser fra busser, S-tog og stationer, førte frem til tre unge mænd, en på 15 år og to på 16 år. De blev alle anholdt i slutningen af november 2023 og har siden været varetægtsfængslet på lukket ungdomsinstitution.
Undersøgelser af de fundne knive viste dna-spor fra både den overfaldne 25-årige mand og fra de tre unge mænd, som herefter blev tiltalt i sagen.
I retten nægtede de tiltalte sig skyldige i tiltalen. Den 15-årige og den ene af de 16-årige erkendte dog hver for sig at have givet den 25-årige ét stik med kniv i overarmen. De forklarede alle, at de havde fået øjenkontakt med manden, som stod og ventede ved et busstoppested. De mente, at han så aggressivt på dem, hvorfor de stod af ved næste busstoppested og ventede på den bus, som han kom med efterfølgende. Her gik de ind i bussen, men steg ud igen, da manden også steg ud. De forklarede, at manden nu gav den 16-årige et knytnæveslag i ansigtet og løb fra stedet, hvorefter de løb efter ham og stak ham med kniv. De mente derfor, at de hver for sig kun skulle straffes for det ene stik, som de havde tildelt ham.
Den anden 16-årige forklarede, at han ikke havde nogen kniv og ikke havde stukket manden, og først da han så en af de øvrige stikke med kniv, blev klar over, at de havde kniv med, hvorefter han løb fra stedet.
Dommens resultat
Retten fandt alle tre skyldige i grov vold ved anvendelse af kniv, og retten tilsidesatte de tiltaltes forklaringer om, at den 25-årige på nogen måde selv havde givet anledning til episoden.
Det kunne ikke med sikkerhed fastlægges, hvem af de tiltalte der havde givet den 25-årige knivstikket i brystkassen, men de tiltalte blev fundet skyldige i voldsudøvelsen også for så vidt angår de knivstik, som de ikke selv havde tilført, da de havde indset, at der ville blive anvendt kniv og tilsluttet sig dette.
Da der ikke var bevis for, at de tiltalte havde fortsæt til drab, var der ikke grundlag for at straffe for drabsforsøg, som anklageren havde påstået, men alene for grov vold, jf. straffelovens § 245.
Straffen blev fastsat til fængsel i 2 år for hver af de tiltalte.
Retten lagde vægt på, at der var tale om grov og helt uprovokeret vold begået mod en person, som de tiltalte ikke kendte. Selv om knivstikkene i armen ikke i sig selv havde indebåret livsfare, var det i situationen mere eller mindre tilfældigt, om den 25-årige fik alvorlige skader eller ikke. Der blev ved fastsættelse af straffen taget hensyn til, at de tiltalte alle var mindreårige og ikke tidligere straffet.
Sagen blev behandlet som en domsmandssag. Dommerne var enige om resultatet.
To af de tiltalte har valgt ikke at anke dommen. En af de tiltalte har taget betænkningstid. Han og anklagemyndigheden har nu 14 dage til at beslutte, om dommen skal ankes.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup den 28. november 2024.