Gå til sidens indhold

Retten i Glostrup

13 maj 2024

Retten i Glostrup

11 og 15 års fængsel i større narkosag

Dom afsagt: 13. maj 2024

Tre mænd er ved Retten i Glostrup den 13. maj 2024 idømt lange fængselsstraffe for besiddelse af henholdsvis omkring 23, 35 og 60 kilo kokain og større mængder hash alt med henblik på videresalg

Rettens j.nr. SS 11122/2023


Sagen kort fortalt

Sagen omhandlede 14 forhold med en gerningsperiode fra den 9. juli 2020 til den 12. oktober 2022.

11 personer blev sigtet og fremstillet i grundlovsforhør den 12. oktober 2022, og siden blev yderligere tre personer sigtet i sagen. Når det alene er tre mænd, der er dømt i dag, skyldes det, at alle øvrige har fået deres sag udskilt til særskilt behandling, hvilke sager primært er afgjort som tilståelsessager.

En enig domsmandsret har efter en omfattende bevisførelse i det væsentlige fundet de tre mænd skyldige efter anklagemyndighedens påstand. Beviserne har navnlig omfattet observationer, rumaflytninger og hemmelige ransagninger samt kommunikation på de krypterede kommunikationstjenester SKY ECC og Signal, som det er lykkedes politiet at afkode.

Ved straffens udmåling har retten lagt vægt på mændenes forskellige roller og længden af de perioder, hvor de har deltaget i den kriminelle aktivitet, samt at forholdene er begået af flere i forening. For den ene mand, der blev idømt 15 års fængsel, er straffen udmålt som en fællesstraf, der omfatter en reststraf på 2 års fængsel fra en tidligere dom. Den anden mand, der blev idømt 15 års fængsel, blev desuden udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Den tredje mand blev straffet med fængsel i 11 år.

Alle tre mænd ankede dommen på stedet.