Gå til sidens indhold

Retten i Glostrup

21 jun. 2024

Retten i Glostrup

Mand dømt for skudoverfald

Dom afsagt: 21. juni 2024

En nu 26-årig mand er idømt 5 års fængsel for i januar 2023 at have besiddet en skarpladt pistol og for at have anvendt den til at skyde en nu 19-årig mand i benet i Brøndby Strand. Tre andre mænd på 33, 34 og 35 år er frifundet for at have medvirket.

Sagsnummer: S27-7856/2023
Sagen kort fortalt

Den 29. januar 2023 om eftermiddagen blev en 18-årig indbragt på hospitalet, efter at alarmcentralen var blevet oplyst, at han var faldet på en cykel på et grønt område beliggende bag ved Brøndby Strand Centrum. Politiet blev involveret i sagen, da hospitalet konstaterede, at den 18-årige rent faktisk var blevet skudt én gang i benet.

Videoovervågning fra området viste, at den 18-årige sammen med sin ven var blevet kontaktet af to mænd på en sti, og at de var gået sammen over til det sted, hvor der blev fundet to patronhylstre fra en pistol. Videoovervågningen viste også, at de to mænd ca. 10 minutter før var mødtes sammen med to andre personer på et parkeringsområde foran Brøndby Strand Centrum.

Tre af de fire mænd var medlemmer af Satudarah MC, mens den fjerde var den 26-åriges storebror. To af mændene var den 27. januar 2023 blevet overfaldet i en lejlighed af en gruppe maskerede mænd, hvis identitet ikke havde kunne fastslås.

Der blev rejst tiltale mod de fire mænd for sammen at have planlagt skudoverfaldet og besiddelsen af pistolen og for, at dette var sket som led i en bandekonflikt mellem Satudarah MC og en gruppering, som politiet betegnede som A26. Det var anklagemyndighedens opfattelse, at den 18-årige og hans ven havde tilknytning til personer i A26, som i løbet af januar 2023 var blevet smidt ud af Satudarah MC.

Under sagen erkendte den 26-årige at have besiddet og affyret pistolen to gange, men han nægtede, at det havde været hensigten at ramme den 18-årige.

Alle de fire tiltalte forklarede, at det var dem, som mødtes på parkeringspladsen, men at det ikke var med henblik på et overfald, og at det kun var den 26-årige, som vidste, at han havde en pistol.

Sagen er behandlet over 7 retsdage ved et nævningeting i Retten i Glostrup.

Dommens resultat

De tre juridiske dommere og seks nævninger (nævningetinget) var enige om, at det var bevist, at de fire mænd mødtes på parkeringspladsen for at aftale et overfald mod personer, der havde en tilknytning til de tidligere medlemmer af Satudarah MC.

Et enigt nævningeting fandt det bevist, at den 26-årige havde det fornødne forsæt til at ramme den 18-årige med det ene skud, mens det andet skud blev betragtet som fareforvoldelse og ikke forsøg på yderligere grov vold.

Nævningetinget var også enige om, at der ikke var tilstrækkeligt bevis for, at de tre andre tiltalte vidste, at den 26-årige medbragte en skarpladt pistol, eller at han ville udøve den vold, der var omfattet af tiltalen.

De tre andre tiltalte blev derfor frifundet.

Et enigt nævneting mente ikke, at det var bevist, at personkredsen, som politiet havde kaldt A26, på gerningstidspunktet udgjorde en bandegruppering i straffelovens § 81 a’s forstand. Den 26-årige blev derfor frifundet for denne del af tiltalen, som kunne have medført op til en fordobling af straffen.

Straffen blev fastsat til fængsel i 5 år.

Dommerne og nævningerne lagde ved strafudmålingen vægt på karakteren, omfanget og omstændighederne af de lovovertrædelser, tiltalte var fundet skyldig i, herunder at pistolen var besiddet og affyret på et offentligt tilgængeligt område, hvor der færdedes andre mennesker.

De tre juridiske dommere bestemte, at den 26-årige tiltalte skal betale 15.000 kr. i krænkelsesgodtgørelse til den forurettede.

Den 26-årige mand modtog dommen.

Den 26-årige, som har været varetægtsfængslet i sagen siden marts 2023, skal være varetægtsfængslet efter dommen.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup den 21. juni 2024.