09 sep. 2024
Retten i Glostrup
Livstid for skuddrab på parkeringsplads
Dom afsagt: 9. september 2024
En nu 28-årig mand er blevet idømt fængsel på livstid og udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandig for banderelateret skuddrab på 27-årig mand på en parkeringsplads på Brøndby Nord Vej den 17. november 2022.
Sagsnummer: SS 10386/2023
Sagen kort fortalt
Politiet modtog den 17. november 2022 kl. 14.30 en anmeldelse om skyderi på parkeringspladsen ud for Brøndby Nord Vej 141 i Brøndby. Ved ankomsten til parkeringspladsen fandt de en 27-årig mand, som var ramt af adskillige skud. Mandens treårige søn, der havde overværet skyderiet, var i et vidnes varetægt. Manden blev bragt til hospitalet, hvor han blev erklæret død.
Kort efter episoden modtog politiet en anmeldelse om brand i en bil på Midlergårdsvej i Brøndby. Vidner så to mørkklædte personer løbe ad Midlergårdsvej og under motorvejen, hvor de satte sig ind i en ventende bil. I den udbrændte bil, som var en brugsstjålen Skoda, fandt politiet blandt andet den pistol, som var blevet brugt til drabet på Brøndby Nord Vej.
Skoda’en var den 11. november 2022 blevet kørt fra Tingbjerg til Københavns Vestegn. Forud for drabet var Skoda’en og en anden bil flere gange blevet set køre rundt på en usædvanlig måde ved parkeringspladsen på Brøndby Nord Vej. Det fremgik af overvågning fra parkeringspladsen på Brøndby Nord Vej, at personen, der skød den 27-årige, efter drabet blev kørt væk i Skoda’en.
Den 28-årige var tiltalt for drab, ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder, og ildspåsættelse, idet anklagemyndigheden mente, at han havde deltaget i planlægningen af drabet, havde hentet Skoda’en i Tingbjerg den 11. november 2022 forud for drabet og havde samlet de to medgerningsmænd op i en Opel Karl efter afbrændingen af Skoda’en. Den tiltalte nægtede sig skyldig i disse forhold.
Tiltalte nægtede bl.a., at han havde været med til at flytte Skoda’en fra Tingbjerg den 11. november 2022. Han bekræftede, at han den 17. november 2022 før kl. 14 havde lånt Opel Karl’en af bilens ejer, men forklarede, at han umiddelbart herefter overdrog bilen til en anden person, og at han først fik den tilbage efter kl. 15.30. Han var derfor ikke fører af Opel’en, da gerningsmændene blev samlet op efter drabet.
Sagen er behandlet over seks retsdage ved et nævningeting i Retten i Glostrup.
Dommens resultat
Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at den udbrændte Skoda blev anvendt ved skuddrabet, at Skoda’en herefter blev sat i brand, og at de to gerningsmænd den 17. november 2022 omkring kl. 14.45 blev samlet op af en bil af mærket Opel Karl.
På baggrund af vidneforklaringer, videoovervågning, GPS-oplysninger fra biler, ANPG-oplysninger og oplysninger udlæst fra en række telefoner, herunder tiltaltes telefoner, fandt tre dommere og fem nævninger det bevist, at tiltalte deltog i flytningen af Skoda’en fra Tingbjerg den 11. november 2022, og at han var klar over, at bilen skulle bruges til først at rekognoscere ved den 27-åriges bopæl forud for drabet og derefter som flugtbil efter drabet. Disse voterende fandt det endvidere bevist, at det var tiltalte, der kørte Opel Karl’en, da den samlede gerningsmændene op efter afbrændingen af Skoda’en. De tilsidesatte således tiltaltes forklaring om i et kortere tidsrum omkring drabstidspunktet at have overdraget bilen til en anden person og stemte for, at tiltalte var skyldig i drab, ulovlig våbenbesiddelse og ildspåsættelse.
Drabet på Brøndby Nord Vej skete på to-årsdagen for et dobbeltdrab og et drabsforsøg ved Kalundborg, som havde baggrund i en konflikt mellem Sydkystgruppen (senere Satudarah) og Loyal to Familia. Den 27-årige, der blev dræbt på Brøndby Nord Vej, havde på et tidspunkt været sigtet i drabssagen fra Kalundborg, men var ikke blevet tiltalt i sagen.
På baggrund af bevisførelsen lagde de tre dommere og fem nævninger til grund, at tiltalte på gerningstidspunktet i november 2022 havde en tilknytning til personer i Satudarah, og at den 27-årige på samme tidspunkt havde tilknytning til personer tilknyttet Loyal to Familia.
Disse voterende fandt det på denne baggrund og på baggrund af sagens oplysninger i øvrigt bevist, at drabet på den 27-årige var hævn for drabene og drabsforsøget i Kalundborg to år tidligere, at drabet havde baggrund i den tidligere konflikt mellem Sydkystgruppen (senere Satudarah) og Loyal to Familia, og at drabet var egnet til på ny at fremkalde konflikt med anvendelse af skydevåben mellem disse grupperinger. Derfor stemte de for, at straffelovens § 81a, stk. 1 og 2, fandt anvendelse.
En nævning stemte for frifindelse, idet nævningen ikke fandt det bevist, at tiltalte kørte flugtbilen, og at tiltalte, da han medvirkede til at hente Skoda’en forud for drabet, havde det fornødne forsæt til, at den skulle benyttes til et drab.
Der blev afsagt skyldkendelse efter stemmeflertallet, og tiltalte blev således fundet skyldig i manddrab og ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 81 a, stk. 1 og 2, samt brandstiftelse.
Der blev på denne baggrund og henset til praksis fra Højesteret afgivet 11 stemmer for, at tiltalte skulle idømmes fængsel på livstid. Disse voterende lagde vægt på omstændighederne omkring drabet samt praksis fra Højesteret.
Der blev afgivet 1 stemme for, at tiltalte skulle idømmes fængsel i 18 år.
Der var enighed blandt dommere og nævninger om, at tiltalte, der er tyrkisk statsborger og født og opvokset i Danmark, skulle udvises med indrejseforbud for bestandig.
Efter stemmeflertallet blev tiltalte, der er tyrkisk statsborger og født og opvokset i Danmark, idømt fængsel på livstid og udvist med indrejseforbud for bestandig.
Dommerne bestemte endvidere, at tiltalte skulle betale erstatning til den 27-åriges efterladte søn og hustru.
Tiltalte valgte at anke dommen.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup den 9. september 2024.