Gå til sidens indhold

Retten i Glostrup

30 jan. 2025

Retten i Glostrup

Ejendomsinspektør og bestyrelsesformand frifundet for tiltale

Dom afsagt: 30. januar 2025

En ansat ejendomsinspektør og hans far, der var bestyrelsesformand i ejerforeningen, blev ikke fundet skyldige i økonomisk kriminalitet over for foreningen

Sagsnummer: S38-4438/2024

Sagen kort fortalt

I august 2022 indgav en ejerforening en anmeldelse til politiet mod foreningens tidligere bestyrelsesformand og foreningens tidligere ejendomsinspektør, idet ejerforeningen mente, at de i en række tilfælde havde begået bl.a. underslæb over for foreningen. 

Anklagemyndigheden rejste tiltale mod ejendomsinspektøren for i en lang række tilfælde at have indkøbt diverse effekter til en samlet værdi af ca. 100.000 kr., som var blevet betalt af ejerforeningen, men som ifølge anklagemyndigheden var til ejendomsinspektørens private brug. 

Ejendomsinspektørens far, som på gerningstidspunktet var bestyrelsesformand i foreningen, var tiltalt for at have godkendt en faktura på 3.750 kr. vedrørende droneflyvning udført af sønnen, uagtet at droneflyvningen ifølge anklagemyndigheden ikke var bestilt af ejerforeningen, ligesom foreningen ikke modtog en rapport vedrørende kortlægning og dokumentation, som ifølge anklagemyndigheden var forudsat. 

Bestyrelsesformanden var endvidere tiltalt for at have foranlediget, at ejerforeningen betalte to advokatregninger på henholdsvis 15.625 kr. og 7.250 kr., som var foreningen uvedkommende. 

Dommens resultat

Retten frifandt ejendomsinspektøren og bestyrelsesformanden. Retten bemærkede i den forbindelse, at ejerforeningen havde haft den - i habilitetshenseende - uhensigtsmæssige konstruktion, at bestyrelsesformanden var medgodkender af udgifter afholdt af hans søn, ejendomsinspektøren, og at der i perioden blev indkøbt et stort antal effekter, der i det mindste tilsammen kunne virke påfaldende. Disse forhold kunne dog hverken i sig selv eller tilsammen ses som bevis for de tiltaltes skyld. 

Om udgiften til droneflyvning lagde retten til grund, at ejendomsinspektøren havde foretaget en eller flere flyvninger med en drone i anledning af et i ejerforeningen igangværende renoveringsprojekt. Ejendomsinspektøren forklarede, at der i forbindelse med flyvningen blev foretaget optagelser, som han senere bearbejdede og fakturerede ejerforeningen, og retten lagde til grund, at fakturaen var godkendt af ejerforeningens bestyrelse. 

Om advokatregningerne forklarede advokaten i retten, at det var hans opfattelse, at han var hyret af foreningen og ikke af den tidligere bestyrelsesformand som privatperson.

Om indkøbene af diverse effekter kunne ejendomsinspektøren ikke på fuldt ud overbevisende måde redegøre for, at samtlige indkøb skete i ejerforeningens interesse. Retten fandt dog, at udgifterne var blevet godkendt af bestyrelsen, og at effekterne havde en relation til løsningen af ejendomsinspektørens arbejdsopgaver i ejerforeningen. Retten fandt i øvrigt, at der ikke var ført et fornødent sikkert bevis for, at ejendomsinspektøren var skyldige i disse forhold. 

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup den 30. januar 2025, og er blevet behandlet over 4 retsdage.