25 mar. 2025
Retten i Glostrup
Dom i nævningesag om en voldsepisode i 2018, hvor en mand afgik ved døden
Dom afsagt: 24. marts 2025
30-årig mand idømt fængsel i 6 år og 6 måneder for grov vold med døden til følge og grov vold i forening og udvist med indrejseforbud i 12 år.
Sagen kort fortalt
Den 5. marts 2018 blev fire mænd overfaldet uden for to autoværksteder i Rødovre af fem mænd. Episoden udsprang af en forudgående uoverensstemmelse mellem ejerne af de to værksteder på adressen. Tre af de overfaldne fik adskillige spark, tramp og slag, herunder med en trælægte. En fjerde mand blev stukket i hovedet med en skruetrækker og døde få dage senere som følge heraf.
Efter overfaldet flygtede den tiltalte samme dag til Tyrkiet, hvor han opholdt sig i seks år. De fire andre gerningsmænd blev i 2019 dømt for grov vold i forening, men blev frifundet for grov vold med døden til følge.
I 2024 vendte den tiltalte frivilligt tilbage til Danmark og har sidenhen været varetægtsfængslet.
Den tiltalte erkendte under sagen at have ramt den afdøde i hovedet med en skruetrækker, men nægtede at have haft forsæt til manddrab og anførte desuden bl.a., at han havde handlet i nødværge. Han erkendte også at have udøvet simpel vold ved at have slået en af de andre overfaldne 13 gange, men nægtede at være ansvarlig for den øvrige vold begået af medgerningsmændene.
Sagens resultat
Et enigt nævningeting fandt det bevist, at den tiltalte den 5. marts 2018 efter et skænderi med naboværkstedets ejer havde en aftale eller fælles forståelse med de fire andre gerningsmænd om, at der skulle udøves vold mod de overfaldne, der var til stede ved naboværkstedet.
Den 30-årige var tiltalt for manddrab ved at have stukket afdøde i hovedet med en skruetrækker, men seks nævninger og to dommere fandt det ikke bevist, at tiltalte havde haft forsæt til at begå manddrab, da han stak med skruetrækkeren mod afdøde. De seks nævninger og to dommere lagde vægt på, at det ikke kunne afvises, at både tiltalte og afdøde havde været i bevægelse, da tiltalte stak mod afdøde to gange, hvoraf et af stikkene ramte afdøde i hovedet. Disse nævninger og dommere fandt alene tiltalte skyldig i grov vold med døden til følge. En dommer fandt tiltalte skyldig i manddrab, idet denne dommer fandt det bevist, at tiltalte – da han stak afdøde i hovedet med den skarpe ende af skruetrækkeren med i hvert fald moderat kraft – havde anset det for overvejende sandsynligt, at afdøde ville dø som følge heraf.
Hele nævningetinget fandt desuden, at tiltalte var strafferetlig ansvarlig for samlede vold, der blev begået mod de fire overfaldne mænd, og fandt derfor tiltalte skyldig i at have begået grov vold i forening med de øvrige medgerningsmænd.
Straffen blev fastsat til 6 år og 6 måneders fængsel. Tiltalte, der var tyrkisk statsborger født i Danmark, blev udvist med et indrejseforbud i 12 år.
Tiltalte tog betænkningstid med hensyn til eventuel anke.
Afgørelsesdato
Dommen er afsagt af Retten i Glostrup den 24. marts 2025