11 mar. 2025
Retten i Glostrup
Tre mænd dømt for frihedsberøvelse og sær-deles grov vold...
Dom afsagt: 10. marts 2025
Tre mænd på nu 36, 32 og 29 år er fundet skyldige i at have friheds-berøvet en 27-årig mand i mere end 16 timer og udsat ham for grov vold under særdeles skærpende omstændigheder, mens de forsøgte at afpresse mandens familie for 500.000 kr.
Sagsnummer: S31-67/2024
Sagen kort fortalt
Politiet modtog den 16. marts 2024 ca. kl. 23.00 en anmeldelse om indbrud på en adresse i Hedehusene. Da politiet ankom til stedet, oplyste en 27-årig mands kæreste, at nogle mænd var brudt ind og havde taget hendes kæreste med i en bil.
I de følgende timer ringede mændene og truede den 27-årige mands mor og svigerfar med blandt andet, at de ikke ville se den 27-årige i live igen, hvis ikke de skaffede 500.000 kr.
Politiet fik lokaliseret den 27-årige mand til en adresse i Haslev, hvor han den 17. marts 2024 kl. 15.50 blev befriet af politiets aktionsstyrke. Han var da alene i en mørkelagt lade. Han var tildækket for munden, bundet på hænder, ben og omkring brystet og halsen og iført blodigt tøj.
Han blev indbragt på hospitalet, hvor lægerne konstaterede så omfattende skader på bl.a. højre øje, at hans syn på øjet ikke kunne reddes, samt mindre hjerneblødninger. De konkluderede, at manden havde været i livsfare.
De tre tiltalte var blevet anholdt samme dag og har siden været varetægtsfængslet.
Den 36-årige erkendte sig delvist skyldig, dog mente han, at der alene var tale om simpel vold, ligesom han nægtede afpresning. Den 32-årige mand erkendte sig også delvist skyldig, men nægtede, at det var grov vold under særdeles skærpende omstændigheder. Den 29-årige mand nægtede sig skyldig i alle forhold.
Sagen er behandlet over seks retsdage ved et nævningeting i Retten i Glostrup.
Sagens resultat
Retten fandt det efter bl.a. vidneforklaringer, beskeder, aflyttede telefonsamtaler, teleoplysninger, lægelige oplysninger, fotos, videosekvenser og DNA-undersøgelser bevist, at de tiltalte havde opsøgt den 27-årige mand i hans lejlighed for at inddrive en gæld på 328.000 kr. To af de tiltalte brød ind i lejligheden, hvor den 27-årige blev slået adskillige gange med totenschlægere i hovedet, truet med en pistollignende genstand og tvunget ind i en bil, hvorefter alle de tiltalte kørte til en adresse i Rødovre. Her blev den 27-årige gennem flere timer udsat for særdeles grov vold. Han blev bl.a. slået i hovedet med en varmeblæser og en vodkaflaske samt skudt 63 gange med en hardball pistol på kroppen og i hovedet. Han blev ud på morgenen kørt til en anden adresse i Haslev, hvor volden fortsatte, indtil han blev efterladt af de tiltalte, som kort tid efter blev anholdt.
Retten fandt alle tre tiltalte skyldige i langvarig frihedsberøvelse for vindings skyld efter straffelovens § 261, stk. 2, jf. stk. 1, grov vold under særdeles skærpende omstændigheder efter § 246, jf. § 245, stk. 1, samt trusler og afpresning efter § 266 og § 281, nr. 1. De tiltalte blev desuden fundet skyldige i ulovlig tvang, husfredskrænkelse og hærværk, jf. straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1, § 264, stk. 1, nr. 1 og § 291, stk. 1. To af de tiltalte var tidligere straffet for vold og blev derfor også dømt efter straffelovens § 247, stk. 1
Den 32-årige mand blev i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand idømt forvaring.
Retten lagde i den forbindelse vægt på karakteren og grovheden af sagens forhold, oplysningerne i den retspsykiatriske erklæring og Retslægerådets udtalelse i sagen, samt at manden tidligere havde fået lange fængselsstraffe for blandt andet grov vold.
Den 36-årige mand blev straffet med fængsel i 8 år, mens den 29-årige mand blev idømt fængsel i 6 år.
Dommere og nævninger var enige om alle sagens spørgsmål.
De juridiske dommere bestemte, at de tiltalte skal betale erstatning og godtgørelse til den 27-årige mand.
De tiltalte har anket dommen til landsretten.Retten bestemte, at de tiltalte skal forblive varetægtsfængslet under anken.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup den 10. marts 2025.