18 jan. 2021
Retten i Helsingør
8 unge mænd frifundet for drab og drabsforsøg.
8 unge mænd er i en nævningesag blevet frifundet for drab og drabsforsøg den 6. april 2019 på Rungsted Strandvej. Sagsnummer: SS 1-1225/2020.
Sagen kort fortalt
En ung mand blev dræbt efter at være ramt af et skud i hovedet og en anden kom alvorligt til skade ved at blive ramt i begge lår af mindst 5 skud den 6. april 2019. Der var mange mennesker til stede, herunder de 8 unge mænd og flere venner til de 2, der blev ramt af skud. Ingen af dem, der var til stede, kunne eller ville forklare, hvem der havde skudt. De vidner, der tilfældigt var i nærheden af episoden, havde ikke set nogen affyre skud.
Anklageren anførte, at der ikke under sagen var ført bevis for, hvem der affyrede skuddene på Rungsted Strandvej, men anklageren mente, at de 8 tiltalte i forening skulle dømmes for drab og drabsforsøg samt for besiddelse af et våben. Anklagemyndighedens hovedsynspunkt var, at de tiltalte var sammen som gruppe på gerningsstedet, at de sammen havde planlagt en konfrontation, hvor der skulle anvendes våben, og at de som følge af denne sammenhæng alle var klar over, at der ville være et skydevåben til stede og alle accepterede, at dette ville blive brugt.
De tiltalte nægtede sig skyldige.
Dommens resultat
Retten vurderede, at skuddene var affyret af en eller flere af de tiltalte, og var enig med anklageren i, at det ikke var bevist, hvem der skød. Retten fulgte derimod ikke anklagerens synspunkt om, at de 8 tiltalte sammen skulle dømmes for forholdene.
Rettens 3 dommere og 6 nævninger var enige om dette.
3 af nævningerne fandt det bevist, at 2 af de tiltalte sammen var skyldige i forholdet.
Det fandt rettens 3 dommere og de øvrige 3 nævninger imidlertid ikke bevist.
De tiltalte blev derfor frifundet for alle anklageskriftets forhold.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Helsingør den 18. januar 2021.