23 feb. 2021
Retten i Helsingør
56-årig mand dømt for lægedrab i Tisvilde
En nu 56-årig mand er af et enigt nævningeting idømt forvaring for drab på en 58-årig kvindelig læge i Tisvilde den 30. april 2019.
Sagsnummer: 1-2225/2020
Sagen kort fortalt
Tiltalen i sagens hovedforhold var manddrab efter straffelovens § 237.
Det lå under sagen fast, at den kvindelige læge var blevet overfaldet i sit hjem om natten mellem den 29. og 30. april 2019. Kvinden var blevet slået mange gange og var blandt andet ramt i hovedet med 19-20 slag med en hård genstand.
Manden nægtede sig skyldig i drab, men erkendte at have udøvet vold med døden til følge. Han forklarede, at han den pågældende nat opsøgte kvinden i hendes hus. Han angav, at han ønskede at tale med hende om en behandling, han havde modtaget i februar 2014. Han parkerede sin bil et stykke væk fra huset og brød ind i huset via en havedør, hvorefter han sparkede døren til hendes soveværelse ind. Han havde handsker på og havde medbragt en skruetrækker og et koben. Hun forsøgte at få kobenet fra ham, og de endte begge på gulvet, hvor hun lå bag ham. Han slog bagud mod hende med kobenet, for at hun skulle give slip på ham, og han stak af, da hun slap. Han vidste ikke, hvor alvorligt hun var ramt, da han forlod huset.
Manden var tillige tiltalt for to tilfælde af brandstiftelse begået i 2012 og 2019 og flere tilfælde af tyveri, brugstyveri, indbrud og forsøg på dokumentfalsk samt overtrædelse af straffelovens § 264 b ved at have overvåget sin tidligere ægtefælle, idet han satte en GPS på hendes bil.
Dommens resultat
Retten fandt det navnlig på baggrund af mandens forklaring og de lægelige oplysninger om skaderne på kvinden bevist, at han brød ind i huset og slog kvinden gentagne gange i hovedet med kobenet. Henset til tidspunktet for episoden og mandens oplysning om, at han fortsat var utilfreds med den behandling, han havde fået af kvinden 5 år tidligere, fandt retten det bevist, at han havde til hensigt at dræbe kvinden, da han slog hende i hovedet. Han blev derfor fundet skyldig i manddrab.
Retten fandt det ikke bevist, at manden var skyldig i de to tilfælde af brandstiftelse, men dømte ham efter hans erkendelse i de forhold, der vedrørte tyveri, brugstyveri, indbrud og dokumentfalsk. Endelig fandt retten ham skyldig i forholdet vedrørende straffelovens § 264 b.
Anklageren nedlagde påstand om forvaring.
Forsvareren påstod fængsel i ikke over 13 år.
Retten fulgte Retslægerådets indstilling og anklagerens påstand og idømte manden forvaring. Retten lagde vægt på forholdets karakter, herunder navnlig mandens målrettethed og den usædvanlige voldsomhed og vedholdende brutalitet, hvormed manden begik drabet. Retten fandt endvidere, at manden blandt andet på baggrund af sin personlighedsmæssige egenart, intense kroniske vrede og stalkende adfærd frembød en sådan fare, at forvaring var påkrævet.
Sagen var en nævningesag. Dommerne og nævningerne var enige om dommens resultat.
Manden valgte vil inden for 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Helsingør den 23. februar 2021.