Gå til sidens indhold

Retten i Helsingør

07 sep. 2021

Retten i Helsingør

Folketingsmedlem frifundet for injurier

Sagsnummer BS-23657/2020

Sagen kort fortalt

Sagen angik spørgsmålet, om det er injurier, når sagsøgte har fortaget deling af et offentligt tilgængeligt indlæg på Facebook, hvori det om sagsøger blandt andet anføres, at han er ”terrorapo-loget”, og at han ønsker, at islams fjende nummer 1, USA, bliver tilintetgjort, og om udtalelserne er strafbare, samt om der er grundlag for en tortgodtgørelse.

Dommens resultat

Retten fandt, at indholdet i bloggen i sig selv var en overtrædelse af straffelovens § 267, stk. 1 (ærekrænkende ytringer). Spørgsmålet var herefter, om deling af et link med indlægget foretaget af sagsøgte er omfattet af bestemmelsen.

Der blev lagt vægt på, at det i bemærkningerne til loven blandt andet fremgår: ”Det må imidlertid antages, at et neutralt referat alene over for den fornærmede falder udenfor, så længe den refererende ikke gør ringeagtsytringen eller beskyldningen til sin egen.”

Retten anførte herefter, at sagsøgte i forbindelse med delingen af blogindlægget ikke har gentaget eller fremhævet indholdet eller dele heraf. Det forhold, at hun i en kommentar udtaler: ”Han har i hvert fald andre værdier end os andre”, ændrer ikke herpå, idet udtalelsen ikke findes at kunne fortolkes på en sådan måde, at hun herved tilslutter sig indholdet og gør ringeagtsytringerne eller beskyldningerne til sine egne.

Derfor blev det sagsøgte folketingsmedlem frifundet.

Henset til sagens omstændigheder fandt retten, at hver part skulle afholde egne sagsomkostninger.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Helsingør den 7. september 2021.