Gå til sidens indhold

Retten i Helsingør

12 feb. 2024

Retten i Helsingør

Straksdom på 1 år og 3 måneders fængsel til 29-årig butiksrøver

En 29-årig mand blev den 10. februar 2024 fremstillet i grundlovs-forhør ved Retten i Helsingør og idømt 1 år og 3 måneders fængsel for to tilfælde af røveri mod samme butik.

Manden var taget af politiet dagen før, da han gemte sig i en have efter at være løbet fra en butik med 6.700 kr. Han havde medbragt en hardball pistol til butikken og havde krævet kassen åbnet. Derefter havde han taget pengene og var løbet. Han havde gjort det samme i samme butik en uge tidligere, hvor han ifølge sin forklaring havde taget 9.500 kr. Manden erkendte sig skyldig og begrundede røverierne med narkogæld. Manden var ikke tidligere straffet.

Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år og 3 måneder under henvisning til, at manden to gange havde begået røveri under trussel med en hardball pistol.

Manden valgte ikke at anke dommen og accepterede at blive fængslet, til han kan blive overført til afsoning.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Helsingør den 10. februar 2024.