26 okt. 2021
Højesteret
Udvisning for bestandig af tyrkisk statsborger
Udvisning af tyrkisk statsborger med indrejseforbud for bestandig var ikke i strid med associeringsafgørelsen eller Menneskerettighedskonventionen
Sag 122/2020
Dom afsagt den 26. oktober 2021
Anklagemyndigheden
mod
T
T var fundet skyldig i overtrædelse af navnlig straffelovens § 192 a ved i forening med to medtiltalte at have været i besiddelse af en halvautomatisk pistol isat syv skarpe patroner. Han blev i landsretten straffet med fængsel i 3 år og 3 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. For Højesteret angik sagen strafudmålingen, og om der skulle ske udvisning.
Højesteret tiltrådte, at straffen skulle fastsættes til fængsel i 3 år og 3 måneder.
T, der var tyrkisk statsborger, var omfattet af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen mellem EØF og Tyrkiet (associeringsafgørelsen), og spørgsmålet var herefter, om udvisning ville være i strid med associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Højesteret fandt navnlig under henvisning til, at T tidligere var dømt for tilsvarende alvorlig våbenkriminalitet, at T’s adfærd aktuelt måtte anses for at udgøre en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 14, stk. 1, i associeringsafgørelsen, og trusselsbetingelsen i bestemmelsen var derfor opfyldt.
Ved proportionalitetsvurderingen lagde Højesteret til grund, at T’s bånd til Danmark var meget stærkere end hans tilknytning til Tyrkiet. Han havde dog ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Tyrkiet og ville ikke være uden forudsætninger for at begå sig der, hvis han blev udvist.
Efter arten og grovheden af den begåede kriminalitet samt det forhold, at T tidligere var betinget udvist af Danmark for tilsvarende kriminalitet, fandt Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der talte for udvisning af T, var så tungtvejende, at de havde større vægt end de hensyn, som talte imod udvisning.
Højesteret fandt endvidere, at det ikke var uproportionalt at udvise T for bestandig, og lagde herved særlig vægt på, at T var idømt en længerevarende fængselsstraf for alvorlig våbenkriminalitet for anden gang, og at han tidligere ved en betinget udvisning i en tilsvarende sag var blevet advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til ubetinget udvisning. Derudover lagde Højesteret vægt på, at T ikke var uden tilknytning til Tyrkiet.
Højesteret fandt herefter, at der ikke var grundlag for at fastslå, at udvisning af T ville være i strid med associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, eller artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom.
Læs hele dommen i sag 122/2020 (pdf)