15 apr. 2021
Højesteret
Om retlig interesse
Ikke retlig interesse i at få prøvet en afgørelse fra Udlændingenævnet
Sag BS-14184/2020-HJR
Dom afsagt den 15. april 2021
A
mod
Udlændingenævnet
I en sag om afslag på familiesammenføring nedlagde A to sideordnede påstande for landsretten, dels om at en afgørelse af 6. december 2017 fra Udlændingenævnet skulle ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen (påstand 1), dels om at en afgørelse af 21. september 2016 fra Udlændingenævnet skulle ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen (påstand 2).
Landsretten fandt det godtgjort, at et ægteskab mellem A og B var indgået efter begge parters eget ønske. Betingelserne efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 8, 2. pkt., for at meddele afslag på ansøgning om opholdstilladelse var derfor ikke opfyldt, og landsretten gav A medhold i påstand 2 om ophævelse af Udlændingenævnets afgørelse af 21. september 2016 om afslag på ansøgning om familiesammenføring og hjemviste sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Landsretten afviste påstand 1. Udlændingestyrelsen har herefter den 29. juni 2020 givet A opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført på baggrund af hendes ægteskab med B.
A’s påstande for Højesteret angik – ligesom den afviste påstand 1 for landsretten – Udlændingenævnets afgørelse af 6. december 2017. Ved denne afgørelse afslog nævnet at genoptage sagen, hvor A havde fået afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse. Påstandene angik således spørgsmålet om genoptagelse af en afgørelse, der ikke længere var aktuel, idet Udlændingestyrelsen som nævnt efter landsrettens dom havde givet opholdstilladelse til A. Genoptagelse af det tidligere meddelte afslag gav herefter ikke længere mening.
Med sine påstande for Højesteret søgte A – ligesom med påstand 1 for landsretten – at få prøvet anbringendet om, at udlændingelovens dagældende § 9, stk. 8, 2. pkt., var i strid med artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980.
Landsretten havde som nævnt givet A medhold i, at betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt., for at give hende afslag på opholdstilladelse ikke var opfyldt, og Udlændingestyrelsen havde efterfølgende givet hende opholdstilladelse. Anbringendet om artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse fra 1980 ville, hvis det skulle følges, alene udgøre en yderligere begrundelse for, at udlændingemyndighedernes oprindelige afslag på opholdstilladelse skulle tilsidesættes, men det ville ikke føre til en anden retsstilling for A end den, der fulgte af landsrettens afgørelse.
Højesteret fandt på den baggrund, og da det, som A i øvrigt havde anført, ikke kunne føre til et andet resultat, at der ikke var grundlag for at fastslå, at hun havde den fornødne retlige interesse i at få prøvet, om den nævnte bestemmelse i udlændingeloven, der efter bestemmelsens eget indhold ikke kunne anvendes i forhold til hende, måtte være i strid med artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse fra 1980.
Sagen for Højesteret blev herefter afvist.