24 jan. 2022
Højesteret
Ikke tortgodtgørelse for omtale af selvmord i tv-udsendelse
Omtale af selvmord i tv-udsendelse medførte ikke tortgodtgørelse til afdødes familie
Sag BS-47189/2020-HJR
Dom afsagt den 24. januar 2022
A, B, C og D
mod
E, F og G
Sagen angik, om E, F og G, som alle var ansat hos en tv-kanal, skulle betale tortgodtgørelse til A, B, C og D efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, som følge af omtale i en tv-udsendelse af deres datter og søster H’s selvmord.
Højesteret udtalte, at A, B, C og D alene kunne kræve tortgodtgørelse, hvis de selv havde været udsat for en tortberettigende krænkelse af deres eget privatliv.
Omtalen af H’s selvmord i den pågældende tv-udsendelse skete uden samtykke fra familien.
Tv-udsendelsen indeholdt dog kun en begrænset omtale af selvmordet, og der blev alene nævnt forhold, som allerede havde været fremme før udsendelsen, dels via H’s afskedsvideo på YouTube, dels via lokalpressen og en mindeside på Facebook. Tv-kanalen undlod som ønsket af familien at vise dele af H’s afskedsvideo, men omtalte i lyset af den dialog, der havde været med A, B, C og D’s daværende advokat, kort selvmordet og H’s navn.
På denne baggrund fandt Højesteret efter en samlet vurdering, at A, B, C og D ikke havde været udsat for en sådan retsstridig krænkelse af deres eget privatliv, at der var grundlag for at tilkende dem tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.
Landsretten var nået til samme resultat.
Læs hele dommen i sag BS-47189/2020-HJR (pdf)