Mand idømt 6 års fængsel for drabsforsøg

Dom afsagt: 12. januar 2024

Den 31-årige T1 havde nægtet sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237, jf. § 21, forsøg på manddrab, men havde erkendt sig skyldig i grov vold i medfør af straffelovens § 245, stk. 1, ved med en medbragt kokkekniv at have stukket A, dog således at volden ikke var begået i forening med T2.

Den 25-årige T2 havde nægtet sig skyldig i den rejste tiltale for medvirken til forsøg på manddrab, idet han dog havde erkendt at have kørt T1 til gerningsstedet.

Sagen blev behandlet som nævningesag, fordi anklagemyndigheden krævede mere end 4 års fængsel til hver af de tiltalte.

T1 blev fundet skyldig i tiltalen og T 2 blev fundet skyldig i medvirken, dog var det ikke bevist, at han havde vidst eller anset for sandsynligt, at A ville udsat for så alvorlige knivstik, at han kom i livsfare.

Af dommens begrundelse fremgår følgende:

Indledningsvis lægger nævningetinget til grund, at der forud for gerningstidspunktet havde været et anstrengt forhold mellem A og B samt T1, og at T2 var bekendt med det.

Retten lægger ligeledes til grund, at B og A efter en bytur endte hjemme hos T2 på X-gade i Nykøbing Mors, hvor B og A lagde sig til at sove på sofaen.

Efter forklaringerne fra B og T2 er der enighed om, at T2 på et tidspunkt forlod huset, hvorefter B og A blev alene tilbage. Efter Bs sikre og troværdige forklaring finder retten, at døren blev låst, da T2 forlod huset, og at T2 ikke vendte tilbage før efter voldsepisoden.

T2 kontaktede herefter T1, som befandt sig i C’s lejlighed og tog derhen med det formål at fortælle T1, at A og B var hjemme hos ham.

Efter forklaringerne fra T2 og C førte det til, at T1 blev ophidset over den oplysning, og at han ville hen til T2’ hus for at konfrontere A. Herunder udtalte T1 på baggrund af T2s forklaring i grundlovsforhøret samt forklaringen afgivet til politiet af C, at han ville stikke A, slå to fluer med et smæk og tage A. Efter C’s sikre og detaljerede forklaring finder retten det desuden bevist, at T2 i hendes lejlighed overdrog sin nøgle til T1, og at T1 tog en kniv og udtalte, at nu skulle der ske noget. Kniven blev dog ikke medtaget fra lejligheden, da C bad T1 om at aflevere den igen.

I forbindelse med, at T1 og T2 skulle forlade C’s lejlighed, spurgte T2 C, om hun var en stikker, for i så fald skulle han have hendes telefon.

Efter forklaringerne fra T2 og T1 lægges det til grund, at de to herefter kørte til T1s midlertidige bopæl på Y-gade, og at T1 herfra medtog en stor kokkekniv. T1 har forklaret, at han opbevarede den store kokkekniv i en lomme. T2 og T1 kørte herefter til X-gade, hvor de parkerede og talte sammen et stykke tid, inden T1 låste sig ind i huset til B og A, som sov på sofaen i stuen. Der opstod et skænderi mellem T1 og A, blandt andet om A igen skulle være en del af Bs og deres barns liv. Efter Bs forklaring udtalte T1 på et tidspunkt ”skal jeg gøre en ende på det her?”, mens han fumlede med noget. A rejste sig op og forlod stuen. Retten finder det efter forklaringerne fra A og B som støttes af observationerne på gerningsstedet, herunder blodstænk og fund af blod i navnlig gangen og det blå værelse, for bevist, at T1 fulgte efter A og stak ham med kokkekniven første gang på den øverste del af ryggen. A forsøgte at flygte, snublede og faldt ned i et bord på det blå værelse. Herefter opstod der tumult mellem T1 og A, hvor A parerede med et bord, og hvor T1 tildelte A yderligere stik med kniven i ryggen og skulderen i såvel det blå værelse som i gangen. Under dette forløb løb B ovenpå, hvor hun gemte sig. Efter knivstikkene var tilføjet, og T1 og A kæmpede om at få kniven, udtalte T1 ifølge forklaringen fra A, at A lige så godt kunne opgive, da han alligevel ville dø af de påførte skader. A fik fravristet T1 kniven. Herefter undløb T1 fra huset og satte sig ind i T2s bil, hvor T2 talte i telefon med D. De kørte sammen kørte fra stedet.

Retten tilsidesætter herved T1s forklaring om, at han først fremtog kniven og stak med den efter at være blevet overfaldet af A.

T1 og T2 kørte retur til T1s bopæl på Y-gade, hvorefter de med E i bilen kørte først mod Skive og så mod nord, hvor T1 og E blev sat af hos en bekendt. Her blev T1 senere anholdt. T2 kørte tilbage til Nykøbing Mors, hvor han parkerede bilen ved havnen og til fods gik tilbage til gerningsstedet, hvor han blev anholdt.

Under det efterfølgende forløb talte T2 i telefon med såvel B som F, hvor han gav udtryk for ikke at vide, hvad der var sket hjemme hos ham selv.

Det lægges efter de beskrevne fund i den retsmedicinske undersøgelse af 9. marts 2023 vedrørende personundersøgelse af A, sammenholdt med forklaringerne fra vicestatsobducenten og ambulanceredderen til grund, at A var i livsfare som følge af stikkene og det deraf følgende blodtab, og at han kun overlevede på grund af en hurtig og kompetent indsats fra det medicinske personale.

Alle nævninger og dommere udtaler herefter:

Vi finder det efter det ovenfor beskrevne bevist, at T1 låste sig ind i T2s hus med en nøgle, han havde fået udleveret af T2 i C’s lejlighed, og at han medbragte en stor kokkekniv, som han forinden havde hentet på sin egen bopæl. Vi finder det herefter bevist, at T1 efter at have skændtes med A i stuen, med den medbragte kokkekniv i alt 9 gange stak A i ryggen og i højre skulder, hvorved A blandt andet pådrog sig et stort blodtab og gennemstik af mellemgulvet ned i bughulen, og at han som følge heraf var i livsfare. Ved som beskrevet gentagne gange med nogen kraft at stikke A i ryggen og skulderen med en stor kokkekniv, der var medbragt til stedet, hvorved A kom i livsfare, samt i forbindelse hermed under kamp om kniven at have udtalt, at A formentlig ville dø af de skader, han havde pådraget sig, finder nævningetinget, at T1 herved har indset det som i hvert fald overvejende sandsynligt, at A ville kunne dø som følge af knivstikkene.

Tiltalte T1 findes herved skyldig i forsøg på manddrab, jf. straffelovens § 237, jf. § 21.

Efter de afgivne forklaringer lægges det til grund, at det var tiltalte T2, som oplyste T1 om, at A befandt sig i hans hus, og at T2 var bekendt med T1s anstrengte forhold til A. T2 så i Lones lejlighed, hvordan T1 blev ilter, da han fik oplysningen, og at T1 blandt andet sagde, at han ville have hævn, og at han ville stikke A. I forbindelse med opholdet i C’s lejlighed overdrog T2 sin nøgle til huset til T1, sådan at han kunne låse sig ind. Nævningetinget finder det ikke med den til domfældelse i en straffesag fornødne sikkerhed bevist, at T2 var klar over, at T1 medbragte en kniv, da han gik ind i huset på X-gade, men henset til T1s reaktion og de udtalelser, denne kom med, da han fik at vide, at A og B befandt sig sammen i T2s hus, hvor de sammen kørte hen, støtter, at det for T2 må have stået klart, at konfrontationen mellem T1 og A kunne blive af særdeles voldelig karakter. Dette støttes også af, at T2 ved sin udtalelse til C om, at han skulle have hendes telefon, hvis hun var stikker, ville forhindre, at A blev advaret om, hvad der skulle ske, ligesom det efter teleoplysningerne også er bevist, at T2 medtog As mobiltelefon, da han forlod huset i X-gade. Da T2 blev i bilen, mens T1 gik ind i huset, og henset til udviklingen i situationen mellem T1 og A, findes karakteren af de knivstik, T1 tildelte A, herunder at A som følge heraf kom i livsfare, at ligge uden for rammerne af den voldsudøvelse, som T2 kunne forvente og var indforstået med. T2 frifindes derfor for den rejste tiltale for overtrædelse af straffelovens § 237, jf. § 21, og forholdet henføres i stedet under straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 23, stk. 1. Da T2 ikke kan anses at have haft forsæt til kvalificeret vold af en karakter, der indebar livsfare for A, henføres forholdet for hans vedkommende ikke tillige under straffelovens § 246.

Ved strafudmålingen blev der taget hensyn til, at den sædvanlige straf for forsøg på manddrab er fængsel i 6 år, og det udgangspunkt var der ikke grundlag for at fravige for så vidt angik T1.

Ved fastsættelsen af T2s straf blev der taget hensyn til, at T2 havde anstiftet forholdet, hjulpet T1 ind i sit hus ved at give ham nøglen og transporteret ham til og fra stedet velvidende, at der kunne blive tale om grov vold mod A, herunder anvendelse af kniv, men at han dog ikke havde accepteret, at volden mod A kunne blive livstruende.

Hverken T1 eller T2 tog ved domsafsigelsen stilling til, om dommen skulle ankes.

T1 blev fortsat varetægtsfængslet, og T2 blev løsladt efter domsafsigelsen.

Dommen blev afsagt af Retten i Holstebro den 12. januar 2022. Rettens journalnummer er SS 1766/2023