Gå til sidens indhold

Retten i Horsens

31 maj 2021

Retten i Horsens

Dom i sag om vold med døden til følge

Retten i Horsens har den 28. maj 2021 afsagt dom i en straffesag, hvor en 22-årig mand og en 20-årig mand var tiltalt for vold med døden til følge mod en 22-årig mand, begået om aftenen den 20. april 2019 i Carolinelunden i Horsens.

Retten i Horsens har den 28. maj 2021 afsagt dom i en straffesag, hvor en 22-årig mand og en 20-årig mand var tiltalt for vold med døden til følge mod en 22-årig mand, begået om aftenen den 20. april 2019 i Carolinelunden i Horsens.

Sagsnummer: 3807/2020

Sagen kort fortalt

Ifølge tiltalen havde de tiltalte i forening udøvet vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter mod en 22-årig mand, idet de tildelte forurettede adskillige knytnæveslag, spark og knæspark i hovedet og på kroppen, til dels mens forurettede lå ned og var værgeløs, alt hvorved forurettede fik flere skader og blandt andet påførtes en blodudtrædning mellem de bløde hjernehinder og følger heraf i form af nedpresning af hjernen, hvilket medførte at forurettede afgik ved døden den 22. april 2019.

Den 20-årige mand nægtede sig skyldig, og den 22-årige mand erkendte vold efter straffelovens § 244.

Dommens resultat

De tiltalte blev fundet skyldige i tiltalen efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 246 og for så vidt angår den 20-årige ligeledes § 247, stk.1. Straffen blev for den 22-årige mand fastsat til fængsel i 6 år og 7 års fængsel til den 20-årige mand. Et mindretal ville forhøje straffen til fængsel i 7 år for den 22-årige og fængsel i 8 år for den 20-årige mand. Retten lagde ved fastsættelsen af straffen vægt på, at der var tale om grov og uprovokeret vold begået overfor et værgeløst offer af de tiltalte i forening, og at offeret afgik ved døden. Retten lagde i formildende retning vægt på, at volden blev udøvet inden for et kortere tidsrum samt de tiltaltes unge alder. Retten lagde endvidere vægt på, at den 20-årige tidligere var straffet for personfarlig kriminalitet.


De tiltalte vil inden for 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Horsens den 28. maj 2021.