Eventuelt erstatningskrav for tabt arbejdsfortjeneste var forældet

Sagsnummer: BS-39348/2020-HRS

Sagen kort fortalt

Sagen angik, hvorvidt skadelidte havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra skadevolder også efter den 14. maj 2019 i anledning af en arbejdsulykke den 23. juni 2016. Skadevolder var ikke skadelidtes arbejdsgiver. Skadevolders forsikringsselskab havde anerkendt erstatningspligten i henhold til erstatningsansvarsloven og havde i medfør heraf udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til og med den 14. maj 2019. Ulykken var desuden anmeldt som en arbejdsskade, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde truffet flere afgørelser om midlertidigt erhvervsevnetab og varigt mén, men havde endnu ikke truffet endelig afgørelse om erstatning for varigt erhvervsevnetab.

Retten havde efter parternes anmodning besluttet at udskille spørgsmålet om forældelse til særskilt afgørelse.

Tvisten angik, hvornår forældelsesfristen skulle regnes fra, om forældelsesfristen var suspenderet eller afbrudt, og om der var forhold, der kunne begrunde en tillægsfrist.

Sagens udfald
Retten fastslog, at begyndelsestidspunktet for forældelsen af det eventuelle krav på tabt arbejdsfortjeneste var tidspunktet for skadens indtræden, og at der ikke forelå omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af dette udgangspunkt.

Retten lagde vægt på, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven og midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven er forskelligartede erstatningsposter – uanset at der i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven skal fradrages erstatning i henhold til en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven for den samme periode. Skadelidte havde derfor været berettiget til at forfølge sit krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, inden der blev truffet en endelig afgørelse i arbejdsskadesagen. Retten fandt på denne baggrund, at der ikke var grundlag for at udskyde forældelsesfristens begyndelsestidspunkt.

Retten fandt det ikke bevist, at skadelidte havde været i utilregnelig uvidenhed om sit krav, at der var indgået en suspensionsaftale, eller at forældelsesfristen var blevet afbrudt ved skadevolders forsikringsselskabs erkendelse af erstatningspligten og løbende udbetalinger af a conto-beløb.

Retten fandt det bevist, at skadevolders forsikringsselskab havde afsluttet forhandlingerne mellem parterne den 14. maj 2019, hvorfor skadelidtes eventuelle krav på tabt arbejdsfortjeneste blev forældet 1 år fra denne dato.

Kravet var derfor forældet ved sagens anlæg den 8. oktober 2020, hvorfor skadevolder blev frifundet.

Sagen var en tredommersag, og dommerne var enige om sagens udfald.

Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Horsens den 3. januar 2022.