Gå til sidens indhold

Retten i Horsens

20 jun. 2024

Retten i Horsens

Mand idømt 6 år og 6 måneders fængsel

Dom afsagt: 20. juni 2024

Mand idømt 6 år og 6 måneders fængsel for blandt andet voldtægt af en pige på 14 år og to kvinder på 18 år.

En nu 25-årig mand udsatte i perioden fra ultimo oktober 2022 til august 2023 to kvinder og en pige på 14 år for blandt andet voldtægter og for den ene af kvinderne og den 14-åriges vedkommende tillige vold og trusler.



Sagsnummer: SS 9/2024

Sagen kort fortalt

Manden var tiltalt for at have voldtaget to kvinder og en 14-årig pige, og for vold og trusler overfor den ene af kvinderne og overfor den 14-årige pige.

Tiltalte havde et forhold til den 14-årige pige i en periode på knap 4 måneder fra efteråret 2022, og han var vedrørende hende tiltalt for gentagne voldtægter, vold og trusler.

De to kvinder var begge 18 år på gerningstidspunkterne. Tiltalte havde et forhold til den ene kvinde i en periode på omkring 5 måneder, og han var vedrørende denne kvinde ligeledes tiltalt for gentagne voldtægter, vold og trusler.

Den sidste kvinde var han tiltalt for at have voldtaget den 9. august 2023. Denne kvinde var han ikke i forhold med, men han kendte hende forud for voldtægten.

Efterforskningen blev indledt i marts måned 2023, hvor Hedensted Kommune modtog en underretning vedrørende den 14-årige pige. Efter en børnesamtale, hvor den 14-årige havde oplyst, at hun var blevet udsat for bl.a. voldtægter begået af tiltalte, anmeldte kommunen sagen til politiet. Under politiets efterforskning blev politiet i august 2023 kontaktet af en kvinde, der oplyste, at hun samme nat var blevet udsat for voldtægt begået af tiltalte, som hun kendte gennem en tidligere kæreste. Senere blev politiet kontaktet af endnu en kvinde, der anmeldte, at tiltalte gennem en længere periode havde udsat hende for bl.a. voldtægter.

Der har under sagen været afgivet forklaring af en række vidner, herunder de tre forurettede.

Manden nægtede sig skyldig i alle forhold, og i relation til den 14-årige nægtede han at have værende vidende om, at hun kun var 14 år på tidspunktet for deres forhold.

Sagen er behandlet over otte retsdage ved et nævningeting ved Retten i Horsens.

Dommens resultat

Der var i det væsentlige enighed om skyldspørgsmålet.

I forhold til den 14-årige blev manden fundet skyldig i gentagne voldtægter og voldtægt i form af andet seksuelt forhold end samleje samt vold og trusler.

I forhold til den kvinde, som manden var i et forhold med i omkring 5 måneder, blev manden fundet skyldig i gentagne voldtægter samt vold og trusler, mens han vedrørende den anden kvinde blev fundet skyldig i én voldtægt begået i august 2023.

Retten lagde vedrørende skyldsspørgsmålet navnlig vægt på de forurettedes forklaringer.

Der var 4 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 6 år, og 8 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 6 år og 6 måneder.

Der blev afsagt dom efter stemmeflertallet.

Straffen blev derfor fastsat til fængsel i 6 år og 6 måneder.

Retten lagde i den forbindelse med strafudmålingen vægt på karakteren og grovheden af sagens forhold.

De juridiske dommere bestemte, at manden også skal betale tortgodtgørelse til de tre forurettede.

Manden vil inden for 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.

Den 25-årige, der blev varetægtsfængslet den 3. juni 2024 efter afsigelsen af skyldkendelse, blev forsat varetægtsfængslet.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Horsens den 20. juni 2024.

Hvis der er spørgsmål til dommen, kan henvendelse ske til pressekontaktdommer retspræsident Trine Poulsen på tlf. nr. 99683600.