08 nov. 2022
Retten i Lyngby
Dom i Borgen-sagen
Dom afsagt: 8. november 2022
Retten i Lyngby har frifundet tidligere direktør i Danske Bank, Thomas Borgen, for et erstatningskrav på 2,4 milliarder kroner. Sagen blev behandlet af tre dommere, som var enige om resultatet.
Sagsnummer BS-8257/2020
Sagen kort fortalt:
Det spørgsmål, retten skulle tage stilling til, var, om Thomas Borgen ved varetagelse af stillingen som administrerende direktør i Danske Bank havde pådraget sig erstatningsansvar over for en række købere af Danske Bank aktier. De pågældende købere havde opgjort et tab på 2,4 milliarder kroner som følge af, at bankens estiske filial var blevet anvendt til hvidvask af en række udenlandske kunder.
Til støtte for at Thomas Borgen havde pådraget sig erstatningsansvar, gjorde investorerne gældende, dels at Thomas Borgen var ansvarlig for, at bankens estiske filial var drevet uforsvarligt og derved havde pådraget aktionærerne et tab. Dels gjorde de gældende, at de havde lidt tab ved at have erhvervet aktier til oppustede kurser, fordi Danske Bank undlod at offentliggøre intern viden om de problematiske forhold i bankens estiske filial.
Retten fandt, at kun banken, men ikke de enkelte aktionærer kunne rejse krav som følge af uforsvarlig drift. Retten fandt videre ikke, at Thomas Borgen i 2014, som aktionærerne havde gjort gældende, havde eller burde have skaffet sig oplysninger, der måtte antages at få betydning for kursdannelsen på bankens aktier i et omfang, så der var grundlag for at informere herom i en selskabsmeddelelse.
Af disse grunde blev Thomas Borgen frifundet.
Dommens præmisser kan læses på følgende link.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt tirsdag den 8. november 2022.