20 dec. 2024
Retten i Lyngby
Betinget fængsel for uberettiget udstedelse af lægeerklæringer
Dom afsagt: 20. december 2024
Retten i Lyngby har den 20. december 2024 dømt en læge for i 2021 at have afgivet ikke under 20 erklæringer om fritagelse for test for Covid-19, uden at have behørig autorisation hertil, samt for at have udgivet sig for at have en sådan autorisation.
Sagsnummer SS 1-1529/2024
Sagens oplysninger i korthed.
Lægen, der ikke havde ret til selvstændigt virke som læge, var gennem sociale medier kommet i kontakt med personer, der ønskede en attest om fritagelse for test for Covid-19, og lægen underskrev erklæringer herom.
Lægen påstod frifindelse, idet hun gjorde gældende, at hun opfattede erklæringerne som tro- og loveerklæringer og ikke som lægeerklæringer, at hun blot lagde til grund, hvad de pågældende oplyste om fritagelsesgrunden, og at hun ikke agerede som læge. Hun vidste ikke, hvorfor de pågældende personer henvendte sig til hende, men hun er en offentlig person, der har 20.000 følgere på de sociale medier.
Retten lagde til grund, at lægen måtte have indset, at der var tale om erklæringer omfattet af bekendtgørelse 2011-08-18 nr. 908 om afgivelse af erklæringer m.v., og at hun ved at udstede mindst 20 lægeerklæringer om, at de pågældende personer var fritaget for test for Covid-19, havde udøvet en hende ikke tilkommende offentlig myndighed og dermed var skyldig i overtrædelse af straffelovens § 130.
Retten fandt endvidere, at lægen havde overtrådt lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed ved mundtligt og skriftligt at have givet udtryk for at besidde tilladelse til selvstændigt virke som læge
Lægen blev idømt betinget fængsel i 20 dage.