Gå til sidens indhold

Retten i Lyngby

18 sep. 2024

Retten i Lyngby

Fængsel i 5 år for seksuelle overgreb mod 6 forskellige piger

Dom afsagt: 18. september 2024

Et nævningeting ved Retten i Lyngby har idømt en 32-årig mand fængsel i 5 år for en række forskellige seksuelle overgreb begået mod 6 mindreårige piger. Manden havde fået kontakt med pigerne online via sociale medier.

Sagsnummer: SS 119/2024

Sagen kort fortalt

Nævningetinget afsagde skyldkendelse den 6. september 2024. Tiltalte er bl.a. fundet skyldig i fire voldtægtsforsøg. Der henvises nærmere herom til domsresumé af 6. september 2024 med et link til skyldkendelsen. Nævningetingets opgave i dag var at fastsætte straffen og eventuelle andre retsfølger af de begåede forbrydelser.

Dommens resultat

Der blev afgivet 8 stemmer for fængsel i 5 år, 2 stemmer for fængsel i 5 år og 6 måneder, 1 stemme for fængsel i 6 år og 1 stemmer for fængsel i 7 år. Efter stemmeafgivningen blev straffen fastsat til 5 år.

Alle dommere og nævninger var enige om at idømme tiltalte kontaktforbud, således at han ikke gennem internettet må søge at kontakte børn under 18 år.

Der var også enighed om, at tiltalte skulle frakendes retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktivitet at beskæftige sig med børn og unge under 18 år.

Endelig skal tiltalte betale torterstatning til pigerne.                               

Tiltalte valgte at anke dommen.

Tiltalte har været varetægtsfængslet siden den 27. april 2023, og retten bestemte efter domsafsigelsen, at han skal forblive varetægtsfængslet under anke eller indtil fuldbyrdelse af dommen kan ske. 

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Lyngby den 18. september 2024.