13 mar. 2025
Retten i Næstved
Stillingsopslag som autoriseret bobestyrer
I medfør af dødsboskiftelovens § II, stk. I, opslås en stilling som autoriseret bobestyrer ved Retten i Næstved til besættelse 30. september 2025
Retten i Næstved – autoriseret bobestyrer
En advokat kan antages til autoriseret bobestyrer ved Retten i Næstved pr. 30. september 2025.
Opslaget sker i henhold til bekendtgørelse nr. 808 af 29. juni 2011 om autorisation af bobestyrer, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1631 af 18. december 2018 og bekendtgørelse nr. 1111 af 30. juni 2020, som indeholder en beskrivelse af de kriterier, der lægges til grund ved antagelsen.
Stillingen som bobestyrer er personlig og kan kun søges af advokater, som udøver advokatvirksomhed og som ikke er fyldt 70 år. Autorisationen medfører pligt til at behandle boer, som udleveres af skifteretten.
Justitsministeriet har i cirkulæreskrivelse nr. 9419 af 30. juni 2020 orienteret om kriterierne for en antagelse. Heri anføres:
” Justitsministeriet skal således præcisere, at det afgørende hensyn ved antagelse af en autoriseret bobestyrer er ansøgerens kvalifikationer. Der lægges i den forbindelse vægt på, om ansøgeren har erfaring med skiftebehandling, herunder i særlig grad om ansøgeren har erfaring med behandling af dødsboer, om ansøgeren har gennemgået eller agter at gennemgå et efteruddannelseskursus i dødsbobehandling, og om ansøgeren har udvist dygtighed og engagement i sit hidtidige virke som advokat. Desuden kan det tillægges vægt, om ansøgeren har møderet for landsret. Endvidere kan hensynet til den geografiske spredning af bobestyrere i retskredsen tillægges betydning ved antagelsen.
Afgørelsen træffes på baggrund af en samlet vurdering af ansøgerne.”
Det er desuden anført i cirkulæreskrivelsen, at de fleste autoriserede bobestyrere af praktiske grunde almindeligvis bør have kontor i eller i nærheden af den retskreds, hvori de autoriseres. Der er dog ikke opstillet noget absolut krav herom.
Autorisationen meddeles for en periode på 10 år. Autorisationen forlænges efter ansøgning for en ny 10-årig periode uden genopslag af hvervet, medmindre særlige grunde taler herimod. Ansøgning herom skal indgives til byretspræsidenten tidligst 1 år og 2 måneder og senest 1 år inden udløbet af den meddelte autorisation.
Ansøgning bedes bilagt advokatbeskikkelse og andre relevante bilag, herunder et foto af ansøgeren, samt eventuelle oplysninger om relevant erfaring.
Når ansøgningsfristen er udløbet, sender retspræsidenten ved Retten i Næstved ansøgningerne med sin indstilling til præsidenten for Østre Landsret, der videresender ansøgningerne med sin indstilling til Civilstyrelsen.
Før byretspræsidentens og landsretspræsidentens indstilling sendes til Civilstyrelsen, indhenter byretspræsidenten med samtykke fra de indstillede advokater en udtalelse fra Advokatrådet, Civilstyrelsen samt oplysninger fra kriminalregistret.
Ansøgning skal stiles til Civilstyrelsen og sendes i kopi til Retten i Næstved, Gardehusarvej 5, 4700 Næstved – gerne pr. sikker mail: naestved@domstol.dk – senest den 1. april 2025