Gå til sidens indhold

Retten i Nykøbing Falster

23 feb 2024

Retten i Nykøbing F.

Dom i nævningesag om drabsforsøg

Dom afsagt: 23. februar 2024

Frifundet for drabsforsøg, men idømt fængsel i henholdsvis 4 år og 5 år for forsætlig fareforvoldelse på offentlig tilgængeligt sted og ved brug af skydevåben

Frifundet for drabsforsøg, men idømt fængsel i henholdsvis 4 år og 5 år for forsætlig fareforvoldelse på offentlig tilgængeligt sted og ved brug af skydevåben, jf. straffelovens § 252, stk. 1, jf. § 81 b, og for våbenbesiddelse med tilhørende ammunition på offentligt tilgængeligt sted under særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 192 a, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf. våbenlovens § 2, stk. 1, nr. 1 og nr. 3.

En 35-årig mand fra Herfølge og en 27-årig dansk mand bosiddende Sverige, men med tilknytning til Nykøbing Falster, er i dag ved et enigt nævningeting fundet skyldige i at have affyret to skud med en skarpladt pistol mod Restaurant Panino på Jernbanegade i Nykøbing Falster den 22. januar 2023.

Anklagemyndigheden havde principalt påstået de tiltalte dømt for forsøg på manddrab, men nævningetinget fandt det alene bevist, at de tiltalte havde forsæt til fareforvoldelse efter straffelovens § 252, stk. 1, ved i forening og efter forudgående aftale eller indbyrdes forståelse, for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde at have afgivet skuddene mod Panino.

De tiltalte blev samtidig fundet skyldig i våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.

Sagsnummer SS 3662/2023.

Sagen kort fortalt

Den 22. januar 2023 ca. kl. 19.20 blev der affyret to skud mod Restaurant Panino i Jernbanegade i Nykøbing Falster. Det ene skud ramte vinduets bundramme, mens det andet skud gik gennem ruden og lavede anslagsmærke på en disk i nærheden af indgangen til restauranten. Der var gæster og ansatte i restauranten, men ingen mennesker blev ramt.

Umiddelbart efter løb to personer fra Panino efter den person, de havde set skyde uden for Panino. De så ham løbe hen ad Skolegade sammen med en anden, der stod ved hjørnet Skolegade/Jernbanegade, mens skuddene faldt. De to kørte hurtigt fra stedet i en mørk bil.

Politiets undersøgelser af blandt andet videoovervågning i området og teleoplysninger bragte efterforskningen på sporet af de to tiltalte.

Politiet efterlyste på baggrund af videoovervågningen den 20. marts 2023 en Opel Insignia, som kunne have tilknytning til skyderiet. Den 35-årige, der blev overvåget, kørte den 21. marts 2023 den omhandlede bil til en adresse ved Herfølge. Her blev bilens plader fjernet, og bilen blev dækket af en presenning.

Et vidne henvendte sig til politiet med en oplysning om, at han var blevet ”bedt om at tage” en fartbøde for den 35-årige, der var blevet blitzet ved en automatisk trafikkontrol på Farø-broen i nordgående retning den 22. januar 2023 kl. 19.36.

Den 35-årige blev anholdt den 28. marts 2023 og har siden været varetægtsfængslet.

Den 27-årige blev den 24. april 2023 varetægtsfængslet in absentia (uden at være til stede) og blev fremstillet efter udlevering fra Sverige den 11. maj 2023. Han har siden været varetægtsfængslet.

De tiltalte har nægtet sig skyldige.

Dommens resultat

Et enigt nævningeting fandt det bevist, at de tiltalte i forening og efter forudgående aftale eller indbyrdes forståelse skød mod Restaurant Panino som beskrevet i anklageskriftet.

Efter en samlet vurdering af hændelsesforløbet var det ikke bevist, at de tiltalte havde forsæt til at dræbe en person på restauranten. Derimod fandtes det bevist, at de havde forsæt til fareforvoldelse efter straffelovens § 252, stk. 1, ved i forening og efter forudgående aftale eller indbyrdes forståelse, for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde at have afgivet skuddene mod Panino.

Straffen blev fastsat til fængsel i 5 år for den 35-årige og til 4 år for den 27-årige.

Den 35-årige er tidligere straffet for ligeartet kriminalitet.

De tiltalte vil inden 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.

De tiltalte blev varetægtsfængslet efter dom.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt den 23. februar 2024.

Kontaktoplysninger

Afdelingsleder Jane Kølle telefon 50 95 0094