Afslag på stedbarnsadoption af to børn

Østre Landsret har den 14. juni 2019 afsagt dom i en sag, hvor en dansk kvinde har søgt om tilladelse til at stedbarnsadoptere to børn, der er født af en ukrainsk surrogatmoder.

Ankestyrelsen, hvis afgørelse var til prøvelse i landsretten, havde meddelt den danske kvinde afslag på at stedbarnsadoptere de to børn med den begrundelse, at det tiltænkte danske forældrepar havde betalt børnenes ukrainske surrogatmoder for sit samtykke til adoptionerne.

Landsretten lagde efter bevisførelsen til grund, at der i forbindelse med betalingen til fertilitetsklinikken i Ukraine var ydet surrogatmoderen vederlag ud over dækning af konkrete, rimelige udgifter i forbindelse med surrogatmoderens graviditet og fødsel. Landsretten vurderede, at adoptionslovens § 15 herefter var til hinder for, at der kunne meddeles tilladelse til stedbarnsadoptionen. Endelig kom landsretten frem til, at selv om hensynet til de to børn klart talte for, at den danske kvinde fik tilladelse til at stedbarnsadoptere dem, så førte de modsatrettede hensyn, der begrunder adoptionslovens forbud mod sådanne betalte arrangementer – herunder hensynet til at beskytte børn mod at blive gjort til handelsobjekter – til, at adoptionen ikke kunne meddeles. Det hedder nærmere i begrundelsen for afgørelsen:

"Ankestyrelsen har meddelt X [den danske kvinde] afslag på at stedbarnsadoptere A og B [børnene] med den begrundelse, at X og Y [hendes ægtefælle] har betalt børnenes ukrainske surrogatmoder ... for sit samtykke til adoptionerne. Ankestyrelsen vurderede i forbindelse med afgørelsen, at der på tidspunktet for afgørelsen ikke var afgørende hensyn til [børnene], der kunne føre til et andet resultat.

Sagen for landsretten angår en prøvelse af Ankestyrelsens afgørelse.

Der skal i første række tages stilling til, om der i forbindelse med surrogatmoderaftalen er ydet surrogatmoderen vederlag ud over dækning af konkrete, rimelige udgifter i forbindelse med surrogatmoderens graviditet og fødsel, som f.eks. betalinger til medicin, graviditetstøj m.v.

Hvis det er tilfældet, skal der i anden række tages stilling til anvendelsen af adoptionslovens § 15, herunder om et sådant vederlag i denne sag er til hinder for, at adoption kan meddeles.

I bekræftende fald vil der endelig skulle tages stilling til, om tungtvejende hensyn til børnene tilsiger, at adoption skal meddeles, herunder om Ankestyrelsens afgørelse er i overensstemmelse med de rettigheder, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og FN’s Børnekonvention.

Spørgsmålet om, hvorvidt der er ydet vederlag

Spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om egentlig betaling for et barn, må afgøres efter en samlet bedømmelse af omstændighederne i den konkrete sag, idet udgangspunktet er, at den kvinde, der skal føde barnet, ikke må kunne opnå nogen fortjeneste eller på anden måde må få hævet sin levestandard ved betalingen. I overensstemmelse hermed fremgår det af forarbejderne til adoptionslovens § 33, at det f.eks. vil kunne være acceptabelt, at der bliver betalt udgifter til medicin, svangerskabstøj, mindre beløb til ekstra kost og eventuelle rejseudgifter i forbindelse med nødvendige eller sædvanlige undersøgelser m.v.

X har gjort gældende, at der ikke er ydet surrogatmoderen vederlag i forbindelse med surrogatmoderaftalen ud over 200 euro om måneden til dækning af rimelige udgifter til medicin m.v. i forbindelse med graviditeten.

Landsretten bemærker, at det har formodningen imod sig, at en kvinde, som ikke er nær ven af eller i familie med det par, der ønsker at indgå en aftale med hende om at virke som surrogatmoder, er villig til at indgå en sådan aftale af altruistiske grunde uden at modtage andet vederlag end dækning af udgifter til medicin, graviditetstøj m.v.

[Et vidne] har troværdigt forklaret, at hendes referat af mødet i Statsforvaltningen den … 2015 er retvisende i forhold til det, der blev talt om på mødet. Landsretten lægger i overensstemmelse med dette referat til grund, at X og Y under mødet forklarede, at et større beløb af betalingen til klinikken i Ukraine er gået til surrogatmoderen, som gerne ville købe en lejlighed. X fulgte ikke op skriftligt i anledning af de indsigelser, som hun forklarer, at hun havde vedrørende Statsforvaltningens mødereferat, og de notater, som X har fremlagt for landsretten, og som hun har forklaret at have skrevet under mødet, kan ikke føre til en anden vurdering.

Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det herefter, at det er godtgjort, at en ikke uvæsentlig del af de godt 32.000 euro, som X og Y betalte til fertilitetsklinikken i Ukraine, er ydet til surrogatmoderen som vederlag for sin andel i arrangementet. Det er i den forbindelse uden betydning, at betalingen ikke er sket direkte til surrogatmoderen, men via klinikken.

Dokumenterne fra Ukraine, som X har fremlagt for landsretten, kan under disse omstændigheder ikke medføre en ændret bevismæssig vurdering heraf.

Anvendelsen af adoptionslovens § 15 i denne sag

Efter adoptionslovens § 15 kan adoption ikke meddeles, hvis nogen, der skal give samtykke til adoptionen, yder eller modtager vederlag herfor. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med adoptionslovens § 33 om formidling af surrogatmoderskab.

Ved lov nr. 326 af 4. juni 1986 blev forbuddet mod at yde eller modtage hjælp med henblik på at opnå forbindelse mellem en kvinde og en anden, der ønsker, at kvinden skal føde et barn til denne, indsat i adoptionslovens § 33. Loven trådte i kraft den 1. oktober 1986. I en revideret adoptionsbekendtgørelse, der trådte i kraft samme dato, var det i § 20 bestemt, at hvis ansøgeren yder vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste til barnets forældre, kan bevilling til adoption ikke meddeles.

Af forarbejderne fremgår, at surrogatarrangementer uden vederlag og uden brug af mellemmænd, ikke bør forhindres. Derimod forekommer aftaler om "levering af et barn" mod vederlag, herunder i form af godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste, at være i strid med helt grundlæggende principper i vort samfund. Det anføres, at reglerne i det væsentlige har karakter af en præcisering af gældende ret, idet det allerede følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at myndighederne ikke må medvirke til at bringe et barns familieretlige status i orden i forhold til den, der skal have barnet, såfremt der skal ydes vederlag for barnet. Myndighederne må under de angivne omstændigheder således ikke medvirke til, at barnet får lovligt ophold hos det par eller den, der har "bestilt" barnet, f.eks. gennem plejetilladelse, ligesom ansøgning om overførelse af forældremyndigheden eller adoption skal afslås. Lovgivers hensigt med indsættelsen af § 33 i adoptionsloven og den dagældende § 20 i adoptionsbekendtgørelsen er således klart tilkendegivet, nemlig at bevilling til adoption ikke skal kunne opnås, hvis der er ydet vederlag for barnet, og at myndighederne ikke må hjælpe med at bringe et barns familieretlige status i orden, hvis der er indgået den slags aftaler.

X har gjort gældende, at adoptionslovens § 15 ikke finder anvendelse i denne sag, idet adoptionen ikke krævede surrogatmoderens samtykke, da surrogatmoderen efter ukrainsk ret ikke på noget tidspunkt har haft del i forældremyndigheden over børnene, ligesom hun ifølge ukrainsk ret ikke er eller har været mor til dem.

Ved lov nr. 223 af 2. april 1997 blev adoptionslovens § 15 ændret for fuldt ud at bringe det danske regelsæt i overensstemmelse med Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner. Som led heri blev bestemmelsen i adoptionsbekendtgørelsens § 20 overført til adoptionslovens § 15, og bestemmelsens anvendelsesområde blev udvidet til at omfatte alle personer, der skal afgive samtykke m.v. til adoption. I forarbejderne var gældende ret under henvisning til adoptionsbekendtgørelsens § 20 beskrevet således, at adoptionsbevilling ikke kan meddeles, hvis den, der ansøger om adoption, yder vederlag til barnets biologiske forældre. Efter den forud for lovændringen gældende adoptionslovs § 15, stk. 2, var ydelse af vederlag til adoptanten imidlertid ikke udelukket. For at opfylde konventionens forbud mod vederlag blev det foreslået at ændre adoptionslovens § 15, således at adoption ikke kan meddeles, hvis nogen, der skal afgive samtykke til adoptionen, yder eller modtager vederlag eller nogen anden form for modydelse, herunder betaling for tabt arbejdsfortjeneste. Det er i den forbindelse nævnt, at adoptionsbevilling skal nægtes, uanset om vederlaget m.v. har påvirket den pågældendes holdning til adoptionen.

Som det fremgår, er der således ikke med indsættelsen af ordet "samtykke" i adoptionslovens § 15 tilsigtet nogen ændring i gældende ret i forhold til, at en ansøgning om bevilling til adoption ikke skal imødekommes, hvis der er betalt vederlag til barnets biologiske forældre. En surrogatmoder ville også forud for den ændrede formulering i § 15 som barnets moder i både biologisk og juridisk forstand have skullet give samtykke til adoptionen, og det afgørende for, om bevilling til adoption skal nægtes, er fortsat, om der er ydet vederlag.

Uanset at surrogatmoderen efter ukrainsk ret juridisk set ikke anses som børnenes moder og dermed ikke har skullet samtykke til adoptionerne, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten – og i øvrigt af de grunde der er anført af byretten – at surrogatmoderens samtykke til surrogatarrangementet er at sidestille med et samtykke til stedbarnsadoption efter adoptionslovens § 15. Det er herefter uden betydning, at Ankestyrelsen ikke har søgt at indhente yderligere samtykke fra surrogatmoderen i forbindelse med sagen.

Hensynet til børnene, herunder om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Børnekonvention

Det følger af artikel 3 i FN’s Børnekonvention, at barnets tarv skal komme i første række, når der træffes afgørelser vedrørende børn. Princippet indgår som den helt grundlæggende betingelse for adoption i Danmark, jf. adoptionslovens § 2.

Landsretten er enig med X i, at børnene A og B har en tungtvejende interesse i, at deres identitet som børn af X understøttes med det retlige bånd, som en anerkendelse af moderskabet vil indebære. Manglende anerkendelse af det retlige forhold mellem et barn, der er født via et surrogatarrangement gennemført i udlandet, og den tiltænkte mor kan således have en sådan negativ indflydelse på barnet og barnets retlige forhold, at det kan indebære et indgreb i barnets ret til privatliv efter EMRK artikel 8.

Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom af 26. september 2014 i sagen Mennesson mod Frankrig (sag 65192/11), at det var i strid med barnets ret til privatliv efter EMRK art. 8, at national fransk ret ikke på nogen måde anerkendte en mand, der var biologisk far til et (eller flere) børn født i udlandet på grundlag af en aftale med en surrogatmoder, som juridisk far til barnet. Det fremgår af EMD’s "Advisory Opinion" (anmodning P16-2018-001), der er en opfølgning på Mennesson mod Frankrig, at barnets ret til privatliv efter EMRK artikel 8 kræver, at national ret indeholder en mulighed for at anerkende en juridisk forældre-barn relation mellem barnet og den tiltænkte moder, der efter den udenlandske fødselsregistrering er angivet som den "juridiske mor". Det følger endvidere af udtalelsen, at en sådan anerkendelse ikke kræver, at de nationale myndigheder skal overføre den udenlandske registrering i de nationale registre, og at anerkendelse af forældre-barn relationen kan ske ved eksempelvis adoption. Det fremgår af udtalelsen, at der i den sag ikke var blevet ydet vederlag til surrogatmoderen ud over dækning af konkrete, rimelige merudgifter som følge af graviditeten.

Y blev som en naturlig følge af, at han er biologisk far til A og B, anerkendt af de danske myndigheder som børnenes far i juridisk henseende og tillagt den fulde forældremyndighed over børnene. Ankestyrelsen vurderede samtidig, at X som følge af, at hendes moderskab til børnene ikke kunne anerkendes, heller ikke havde del i forældremyndigheden. Det må efter oplysningerne for landsretten lægges til grund, at surrogatmoderen ikke har noget ønske om fremadrettet at være en del af børnenes liv. Statsforvaltningen har siden ved afgørelse af 22. marts 2018 godkendt, at X ved aftale har fået fælles forældremyndighed med Y over børnene.

Tilbage står imidlertid fortsat den manglende anerkendelse af forældre-barn relationen, som kan have dels identitetsmæssig betydning for børnene, dels betydning i forhold til børnenes retlige forhold, herunder i relation til arveforhold m.v.

Over for dette tungtvejende hensyn til børnene står imidlertid det grundlæggende hensyn, der består i, at børn ikke gøres til handelsobjekter, hvilket hensyn tillige følger af FN’s Børnekonventions artikel 35, der forpligter deltagerstaterne til at træffe alle passende forholdsregler med henblik på at forebygge netop dette. Manglende anerkendelse af forældre-barn relationen i et tilfælde som det foreliggende skal således tjene til at forebygge, at sådanne arrangementer finder sted. Om baggrunden for de danske regler er det i forarbejderne anført, at børn ikke bør kunne købes og sælges, herunder heller ikke ufødte børn, og der peges på risikoen for blandt andet, at aftaler mod vederlag kan føre til, at den kvinde, der vælger at føde et barn til en anden, ved valget af "forældre" til sit barn lader sig påvirke af, hvilken betaling der tilbydes for barnet, i højere grad end hensynet til, hvad der er bedst for barnet. Hertil kommer et formål om at forhindre udnyttelse af socialt dårligt stillede kvinders situation.

Det fremgår af forarbejderne endvidere, at Justitsministeriet havde overvejet, om disse aftaler mod vederlag burde søges forhindret ved, at det gjordes strafbart for en kvinde og et barnløst par eller en person at indgå sådanne aftaler. Justitsministeriet fandt imidlertid, at det formentlig ikke så meget var truslen om straf, men i højere grad regler, der forhindrede, at aftaler kunne realiseres, der ville være egnede til at modvirke, at sådanne aftaler indgås. Landsretten finder i den forbindelse anledning til at bemærke, at det vedrørende et spørgsmål af denne særlige karakter må bero på en politisk afvejning, om aftaler om surrogatarrangementer mod vederlag skal søges forhindret ved eksempelvis at straffe de involverede personer fremfor via tiltag, der vil kunne stride mod de individuelt berørte børns tarv.

På denne baggrund finder landsretten, at adoptionslovens § 15 er begrundet i saglige hensyn med henblik på at forhindre, at der mod vederlag indgås aftaler om "bestilling" af børn, der dermed gøres til handelsobjekter, hvilket ville stride mod helt grundlæggende principper i samfundet og således er inden for nationalstatens "margin of appreciation". Det bemærkes herved, at bestemmelsen, der er klart affattet og ikke efterlader fortolkningstvivl, generelt set varetager alle fødte og endnu ufødte børns beskyttelse mod at blive gjort til handelsobjekter. Selv om hensynet til A og B klart taler for, at det vil være bedst for dem, at X, som er børnenes sociale moder, også bliver børnenes retlige moder, jf. EMRK artikel 8, fører en proportionalitetsafvejning – også i den konkrete sag – til, at der ikke på nuværende tidspunkt er grundlag for at bortse fra kravene i adoptionslovens § 15. Landsretten har ved vurderingen af den konkrete sag lagt vægt på børnenes alder, at X har fået del i forældremyndigheden, og at der ikke er grundlag for at antage, at børnene har udsigt til nogen ændring i deres hverdag.

De omhandlede afgørelser er således sagligt begrundet og gyldige, ligesom de er i overensstemmelse med såvel EMRK artikel 8 som FN’s Børnekonvention.

Med disse bemærkninger tiltræder landsretten, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse af … 2016, som fastholdt ved afgørelse af … 2017, hvorefter X ikke har ret til at adoptere A og B, ligesom der ikke er grundlag for at hjemvise sagen til Ankestyrelsen.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom."

Byretten var nået til samme resultat

Sagen har været behandlet af landsrettens 6. afdeling under sagsnummer BS-24613/2018.