Gå til sidens indhold

Retten i Roskilde

06 dec. 2021

Retten i Roskilde

Dom i nævningesag om drab begået med skydevåben i Hedeland.

Et nævningeting ved Retten i Roskilde har den 6. december 2021 idømt en nu 26-årig mand fængsel i 16 år for drab begået med skydevåben på offentligt tilgængeligt sted, og har frifundet en nu 28-årig mand for drab, men dømt ham for at have besiddet drabsvåbnet på samme sted.

Sagsnummer: 9-3482/2021

Sagen kort fortalt:

Den nu 26-årige mand, som under sagen nægtede sig skyldig, blev fundet skyldig i drab ved den 4. oktober 2020 mellem ca. kl. 20.00 og kl. 20.30 på en p-plads i Hedeland ved Tune at have dræbt en 47-årig mand ved brug af skydevåben. Den 47-årige mand blev ramt af to skud i hovedet.

Den 26-årige blev samtidig dømt for overtrædelse af straffelovens § 192 a, jf. bestemmelser i våbenloven, ved i forbindelse med drabet at have besiddet og anvendt skydevåbnet med tilhørende ammunition på et offentligt tilgængeligt sted.

Begge forhold blev henført under strafforhøjelsesbestemmelsen i straffelovens § 81 b.

Den 28-årige, som under sagen nægtede sig skyldig, blev af fem nævninger og de tre dommere frifundet for at have begået drabet i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med den nu 26-årige mand. En nævning havde stemt for at anse den nu 28-årige skyldig i drabet.

Alle nævninger og de tre dommere fandt den nu 28-årige skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, jf. bestemmelser i våbenloven, ved at have besiddet drabsvåbnet.

Anklagemyndigheden havde under sagen nedlagt påstand om fængsel på livstid til den nu 26-årige og fængsel i 2½ år til den nu 28-årige. Forsvareren for den 26-årige havde nedlagt påstand om fængsel i 13-14 år. Forsvareren for den nu 28-årige havde nedlagt påstand om fængsel i 2½ år.

Alle nævninge og dommere fastsatte straffen til den nu 26-årige til fængsel i 16 år og til den nu 28-årige til fængsel i 2½ år.

Begge mænd har været frihedsberøvet siden den 8. oktober 2020.

Den 26-årige udbad sig betænkningstid i forhold til anke, og den 28-årige modtog dommen.

Begge mænd er fortsat varetægtsfængslet.