Gå til sidens indhold

Retten i Roskilde

12 mar 2021

Retten i Roskilde

Forvaring for forsøg på voldtægt af børn

Et nævningeting har idømt en 38-årig mand forvaring for besiddelse og deling af børnepornografi og forsøg på voldtægt og andre seksuelle handlinger over for børn i alderen 9-14 år

Sagsnummer: 9-8567/2020


Den 38-årige mand var tiltalt for og havde erkendt en række tilfælde af besiddelse og deling af børnepornografi, og at han gennem en profil på en datingside havde forsøgt at opnå samleje og andre seksuelle forhold til flere piger i alderen 9-14 år. I flere af tilfældene forsøgte han endvidere at få mødrene til pigerne til at deltage i overgrebene. Forholdene lykkedes ikke, da det viste sig, at profilerne var falske, men efter tiltaltes forklaring antog han, at der var tale om ægte profiler, at de overgreb, som han ønskede foretaget, fandt sted, og at han selv ville have gennemført seksuelle overgreb, hvis han havde fået mulighed for det.


Et enigt nævningeting fandt tiltalte skyldig i overensstemmelse med tiltalen. Retten lagde blandt andet vægt på tiltaltes erkendelse og forklaring, det fundne børnepornografiske materiale og indholdet af den korrespondance, som tiltalte havde haft på datingsiden. Retten lagde endvidere vægt på, at tiltalte tre gange tidligere var straffet for tilsvarende kriminalitet.


Efter oplysningerne om tiltaltes personlighed, hans tidligere domme, den nu begåede kriminalitet og risikoen for fremtidig tilsvarende kriminalitet fandt et enigt nævningeting det påkrævet, at tiltalte blev idømt forvaring for at forebygge væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.


Tiltalte fik endvidere forbud mod at dele bolig med børn under 18 år og mod at modtage besøg af eller gennem internettet mv. at søge at kontakte børn under 18 år, der ikke kender ham.


Tiltalte oplyste, at han ikke ønskede at anke dommen.


Dommen blev afsagt af Retten i Roskilde den 12. marts 2021.