27 sep. 2022
Retten i Roskilde
Skyldkendelse i straffesag om seksuelle krænkelser af børn
Dom afsagt: 27. september 2022
47-årig mand fundet skyldig i bl.a. voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje og blufærdighedskrænkelse begået over for en række børn
Sagsnummer: SS-2787/2022
Sagen kort fortalt
Den 47-årige mand var tiltalt for i 167 tilfælde i perioden fra 2011 til 2015 at have krænket blufærdigheden hos 31 børn i alderen 3-14 år, herunder hans egne børn, ved at have filmet og taget billeder af børnene, mens de bl.a. badede, gik på toilettet og klædte om. Han var desuden tiltalt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med sovende piger under 12 år ved i seks tilfælde i 2012 og 2013 på forskellig vis at have rørt ved de sovende pigers nøgne kønsdele. Han var endvidere tiltalt for i 10 forhold i perioder fra 2018 til 2021, i et forhold dog på ukendte tidspunkter, via beskedtjenester og sociale medier mv. at have krænket blufærdigheden hos en række udenlandske piger under 15 år ved bl.a. at sende beskeder med seksuelt indhold til pigerne og ved at formå pigerne til at udføre seksuelle handlinger med sig selv. Endelig var han tiltalt for at have besiddet børnepornografisk materiale i form af mere end 24.000 fotos og film og for at udbrede børnepornografisk materiale.
Den tiltalte har afgivet forklaring under sagen og har nægtet sig skyldig i blufærdighedskrænkelse over for sine egne børn. Han har desuden nægtet sig skyldig i andet seksuelt forhold end samleje, idet han har anført, at der alene var tale om blufærdighedskrænkelse, og han har nægtet sig skyldig i et af forholdene vedrørende blufærdighedskrænkelse over for en udenlandsk pige, idet han har anført, at pigen var over 15 år. Han har i øvrigt i vidt omfang erkendt sig skyldig i sagen.
Skyldkendelsens resultat
Det samlede nævningeting har fundet den tiltalte skyldig i at have krænket blufærdigheden hos de 31 børn, herunder hans egne børn, ved i 165 tilfælde at have filmet og taget billeder af børnene, mens de bl.a. badede, gik på toilettet og klædte om (straffelovens § 232, stk. 1).
Nævningetingets flertal har fundet den tiltalte skyldig forholdene om voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje af børn under 12 år (straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1 og 2).
Et mindretal har stemt for, at den tiltalte i to af forholdene er skyldig i blufærdighedskrænkelse.
Det samlede nævningeting har fundet den tiltalte skyldig i alle forholdene vedrørende blufærdighedskrænkelse af udenlandske piger samt i alle forholdene vedrørende besiddelse og udbredelse af børnepornografisk materiale (straffelovens § 232 og § 235, stk. 1 og 2).
Bevisførelsen har på grund af sin karakter i vidt omfang fundet sted for lukkede døre.
Afgørelsesdato og videre forløb
Skyldkendelsen blev afsagt den 27. september 2022 af et nævningeting ved Retten i Roskilde.
Sagen er foreløbig udsat til den 26. oktober 2022 til behandling af spørgsmålet om fastsættelse af sanktion mv.
Der forventes dom i sagen i oktober eller november 2022.