Gå til sidens indhold

Retten i Roskilde

23 maj 2023

Retten i Roskilde

Gyldigheden af afgørelse om fredning af Stevns Klint

Dom afsagt: 23. maj 2023

Sagen drejede sig om gyldigheden af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 29. januar 2021 om fredning af Stevns Klint.

Sag BS-28823/2021-ROS

Dom afsagt den 23. maj 2023

Frank Elmer m.fl. (i alt 55 parter)
mod
Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Sagen drejede sig om gyldigheden af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 29. januar 2021 om fredning af Stevns Klint.

Retten fastslog, at Stevns Klint med sin enestående geologi og som optaget på UNESCOs verdensarvsliste er fredningsværdigt og ligger indenfor rammerne af de formål, der er nævnt i naturbeskyttelsesloven.

Spørgsmålet i sagen var navnlig, om fredningen er nødvendig for at bevare og fremme naturtypen næringsfattigt kalkoverdrev og i forhold til at sikre offentligheden tilgængelighed til den geologiske verdensarv via et sammenhængende kystnært stisystem.

Retten fandt, at der ikke var fremlagt tilstrækkelig dokumentation, der understøtter nødvendigheden af fredningen for at bevare og fremme naturtypen næringsfattigt kalkoverdrev.

Retten fandt endvidere, at offentlighedens adgang til området også fremadrettet kan opnås gennem frivillige aftaler med lodsejerne, som det har været tilfældet siden 2005.

Retten kom på denne baggrund frem til, at nødvendighedskriteriet for fredning, som dette skal administreres under hensyn til grundlovens § 73, ikke var opfyldt, hvorfor Miljø- og Fødevareklagenævnet blev dømt til at anerkende, at fredningen var ugyldig.

Sagen var en tredommersag, og dommerne var enige om sagens udfald.