Gå til sidens indhold

Retten i Roskilde

15 sep. 2023

Retten i Roskilde

Dom i nævningesag om seksualforbrydelser mod to piger på 6 og 7 år.

Fængsel i 4 år til hver af de tiltalte for blufærdighedskrænkelse og andet seksuelt forhold end samleje begået af mor og dennes ven mod morens to piger på 6 og 7 år samt for besiddelse og deling af seksuelt materiale af personer under 18 år.

Fængsel i 4 år til hver af de tiltalte for blufærdighedskrænkelse og andet seksuelt forhold end samleje begået af mor og dennes ven mod morens to piger på 6 og 7 år samt for besiddelse og deling af seksuelt materiale af personer under 18 år.

De tiltalte, en 35-årig kvinde og en 47-årig mand, er ved rettens dom af 15. september 2023 af et nævningeting fundet skyldige i fra oktober 2021 til 28. juni 2022, at have begået

  • indbyrdes deling af billeder og videoer med seksuelt indhold af kvindens biologiske børn på henholdsvis 6 og 7 år (straffelovens § 235, stk. 1, og stk. 2,
  • blufærdighedskrænkelse af børnene ved blandt andet at have haft sex i deres påsyn (straffelovens § 232),
  • andet seksuelt forhold end samleje med børnene ved blandt andet at have manipuleret dem i skridtet (straffelovens § 216, stk. 2, jf. § 225, kvinden tillige efter § 210, stk. 1, jf. stk. 3).

Der blev ved straffastsættelsen afgivet stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i intervallet fra 3 år til 5 år.

Som følge af retsplejelovens stemmeafgivningsregler blev de tiltalte hver idømt fængsel i 4 år.

Alle voterende lagde ved strafudmålingen i skærpende retning vægt på, at det havde været de tiltaltes hensigt at nedbryde pigernes grænser, således, at de kunne deltage i og tage initiativ til seksuelle handlinger med de tiltalte, herunder navnlig med manden, som kvinden ønskede at fastholde forholdet til ved at give ham adgang til at gennemføre seksuelle overgreb på sine børn. Der blev lagt vægt på, at de tiltalte i hovedforholdet var fundet skyldige i flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse og adskillige tilfælde af andet seksuelt forhold end samleje, hvilke forhold de voterende anså som meget grove forhold, navnlig et, hvor det var grænsende op til, at manden havde vaginalt samleje med den yngste pige. Endvidere blev der ved strafudmålingen lagt vægt på, at kvinden som mor til pigerne havde udnyttet det særlige tillidsforhold, som følger af familieforholdet, ligesom børnene havde været tillidsfulde overfor manden.

De forurettede blev ved dommen tilkendt hver en tortgodtgørelse på 150.000 kr.

De tiltalte udbad sig betænkningstid med hensyn til anke.

De tiltalte blev efter dommen varetægtsfængslet af hensyn til retshåndhævelsen.

Sagen er behandlet under rettens sagsnr. S 9-8724/2022.