24 mar. 2023
Retten i Sønderborg
Dom i nævningesag om bl.a. overfald mod en ansat på et bosted
Dom afsagt: 24. marts 2023
Et enigt nævningeting ved Retten i Sønderborg har den 24. marts 2023 fundet en 26-årig mental retarderet mand skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved at have overfaldet en ansat på et bosted ved at tage fat om hende.
Manden var endvidere tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 119 b, stk. 1, og § 245, stk. 1, ved under den samme episode at have brændt den ansatte med en tændt cigaret. 5 nævninger og 3 dommere frifandt manden for denne del af tiltalen, mens en nævning fandt, at manden tillige havde gjort sig skyldig i dette.
Manden blev endvidere fundet skyldig i databedrageri begået mod samleveren ved uberettiget at have hævet ikke under 23.200 kr. fra samleverens kreditkort. Endelig blev manden i overensstemmelse med sin erkendelse fundet skyldig i besiddelse til eget brug af 3,2 gram amfetamin, der samtidig blev konfiskeret.
Sagen var blev ført som en nævningesag på baggrund af, at anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om, at manden skulle dømmes til anbringelse på institution for personer med vidtgående psykiske handicap.
På baggrund af de lægelige oplysninger om den 26-årige mand, blev han dømt til at undergive sig tilsyn af kommunen, således at han skal efterkomme tilsynsmyndighedens bestemmelse om ophold og arbejde, og således at tilsynsmyndigheden kan træffe bestemmelse om anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap. Manden skal desuden efterkomme tilsynsmyndighedens eventuelle bestemmelse om lægeligt ledet misbrugsbehandling. Længstetiden for foranstaltningen blev fastsat til 5 år, og en tidligere idømt foranstaltning blev ophævet.
Tiltalte modtog dommen.
Sagen har journalnummer SS-5405/2022.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer Leon Fredgaard, tlf. 99 68 38 00.