Gå til sidens indhold

Retten i Sønderborg

06 jun 2023

Retten i Sønderborg

Danmarks Domstole lancerer nyt bødesagssystem

I dag udruller domstolene et nyt it-system, der digitaliserer byretternes behandling af størstedelen af de cirka 100.000 årlige forenklede bødesager. Systemet er første skridt mod en fuld digital understøttelse af straffeområdet.

Danmarks Domstole er i gang med en omfattende digitalisering af retsvæsnet. I november 2022 blev Skifteportalen taget i brug, og i dag lancerer domstolene et nyt digitalt bødesystem, og tager dermed fat på digitaliseringen af straffeområdet.

Politiet udsteder årligt over 700.000 bøder for bl.a. fartovertrædelser og spirituskørsel. Med Bødesagssystemet digitaliseres på sigt de over 100.000 sager, hvor tiltalte hverken protesterer eller reagerer på den tilsendte bøde. Disse sager bliver behandlet som forenklede bødesager, hvor der afsiges en dom, uden at der afholdes et retsmøde. Hidtil har sagsbehandlingen været præget af papirarbejde, og bødesagerne er blevet fragtet med lastbil mellem Politiets Administrative Center og de enkelte byretter. Nu bliver sagsbehandlingen i 60 pct. af de forenklede bødesager digital.

”Jeg er glad for, at vi nu i samarbejde med politiet kan udrulle det nye system. Systemet sikrer en bedre sagsbehandling i bødesager ved at digitalisere arbejdsopgaver, som har været præget af papirarbejde. Fordelen er bl.a., at medarbejderne ved retterne får mere tid til at fokusere på andre opgaver, når de ikke skal bruge tid på at printe, udfylde og sende dokumenter til Politiets Administrative Center. Vi har testet systemet undervejs sammen med brugerne, og i den seneste måned har fem retter afprøvet systemet. Det er fundamentalt for it-udvikling hos domstolene, at det er slut-brugernes behov, der ligger til grund for, hvordan løsningen ender med at se ud,” siger Martin Wood, it-direktør i Domstolsstyrelsen og fortsætter:

”Det er første gang, vi bygger et system, der er integreret med politiets it-løsninger. Vi har fået etableret et godt samarbejde med anklagemyndigheden, og det samspil bliver helt afgørende, når vi skal udvikle den samlede digitale løsning til hele straffeområdet i de kommende år”.

Politiet: ”Borgere får afgørelse langt hurtigere”
Bødesagssystemet får betydning for sagsbehandlere i Politiets Administrative Center, der hører under Midt- og Vestjyllands Politi. Jeppe James Olsen, enhedschef for bødeområdet ved Politiets Administrative Center, fremhæver, at systemet vil betyde kortere ventetid på afgørelsen for borgere.

”Jeg ser frem til, at vi bliver mere digitale med integrationen til Bødesagssystemet. Vi estimerer, at der i dag pr. forenklet bødesag går i gennemsnit cirka 30 dage med, at sagerne bliver sendt frem og tilbage til byretterne med lastbil og afventer behandling hos byretter og hos os. Den tid spares helt væk, når processen bliver digital, og derfor kan borgerne modtage en afgørelse i de forenklede bødesager langt hurtigere, og vi sparer tid på administration, som kan bruges på andre opgaver”.

Han bakkes op af Lars Kirkegaard, afdelingschef for Politiets Administrative Center, som sætter pris på det samarbejde, der er etableret mellem domstolene og politiet:

”Vi er glade for samarbejdet om en bedre digital understøttelse af straffesagsområdet. Vi håber, at vi fremover kan styrke samspillet på tværs af straffesagskæden endnu mere og ved fælles indsats sikre den bedst mulige understøttelse af straffesagens forløb til gavn for borgere”.

Bødesagssystemet indgår i en større digitalisering af straffe- og skifteområderne frem mod 2026. I november 2022 lancerede domstolene det første system af i alt fem, Skifteportalen, som vandt guld ved årets Danish Digital Awards i kategorien ’Public Sector and Government – Tech Development’.

Fakta om Bødesagssystemet

  • Bødesagssystemet skal bruges af sagsbehandlere og jurister ved landets byretter
  • Systemet digitaliserer sagsbehandlingen af forenklede bødesager. I alt udgør disse over 100.000 sager årligt, hvoraf godt 60 pct. digitaliseres. Domstolene arbejder i fællesskab med politiet på at få flere sager digitaliseret
  • Forenklede bødesager er sager, hvor tiltalte hverken protesterer eller reagerer på bøden fra Politiet. De forenklede bødesager bliver behandlet i landets byretter, og i disse sager afsiges der dom, uden at der afholdes et retsmøde
  • I forenklede bødesager bliver bøden sendt til byretten fra Politiets Administrative Center
  • Når processen digitaliseres, vil Politiets Administrative Center digitalt overføre disse sager til Bødesagssystemet. Automatisk genereres et udkast til en dom, og efter en kvalitetssikring skal en jurist tage stilling til sagen og afsige en endelig dom
  • Siden den 2. maj 2023 har fem pilotretter – i Roskilde, Holstebro, Næstved, Kolding og på Bornholm – afprøvet systemet i en såkaldt ’pilotfase’ og er kommet med forslag til forbedringer
  • Bødesagssystemet er udviklet af Domstolsstyrelsen og er den anden release fra Straffe- og skifteprogrammet, som bygger nye systemer til to af domstolenes største sagsområder, straffe- og skifteområderne. Det samlede løsningskompleks udrulles i fem releases og er fuldt lanceret i 2026
  • Du kan læse mere om de nye it-systemer på domstol.dk via dette link