Besøg Retten i Svendborg
De fleste retssager er offentlige. Skoleklasser og større grupper skal kontakte retten i forvejen, hvis de gerne vil overvære en retssag.
Alle har som udgangspunkt adgang til at overvære retsmøderne, når der er retssager i Retten i Svendborg. Faderskabssager samt sager om ægteskab og forældremyndighed holdes dog altid for lukkede døre, hvor der ikke er offentlig adgang. Endvidere kan retten i de konkrete sager bestemme, at dørene skal lukkes.
Skal jeg aftale et besøg i retten på forhånd?
Grundet COVID-19, har vi ikke mulighed for at have fremvisning og overværelse af retssager af større grupper.
Pladsen i nogle retssale er begrænset. Hvis en skoleklasse eller en større gruppe ønsker at overvære en retssag, skal det af praktiske grunde på forhånd aftales med retten. Retten kan samtidig give oplysninger om, hvilke sager der kan have særlig interesse. Det kan ske, at retsmøder bliver aflyst med kort varsel. Det kan derfor være en god ide at give retten kontaktoplysninger, så retten kan give besked i tilfælde af en aflysning.
Retsbetjent Anders Ryberg Olsen kan kontaktes for en aftale om besøg i Retten i Svendborg.
Mailadresse: aro@domstol.dk
Forberedelse for skole- og gymnasieelever
I får mest ud af et besøg i retten, hvis I på forhånd ved lidt om, hvordan en retssag foregår.
Danmarks Domstole har lavet et læringsunivers, der giver indsigt i, hvordan domstolene fungerer. Læringsuniverset hedder "Kend din ret" og er gratis. Materialet er opdelt i to versioner. En, der henvender sig til folkeskolernes 9.-10. klasser, og en der henvender sig til gymnasieklasser.
Undervisningsforløb for gymnasieklasser
Retten i Svendborg tilbyder et begrænset antal undervisningsforløb til samfundsfag i gymnasiet.
Undervisningsforløbet om retssystemet og kriminalitet strækker sig over ti moduler, hvor eleverne i nogle moduler har traditionel klasseundervisning, mens de i andre moduler skal ud af klasseværelset og ind i retten. Undervisningen tager udgangspunkt i både teori og aktiv læring, hvor lærere og elever kan møde nogle af rettens aktører og selv prøve at gennemføre en fiktiv retssag.
I læringsuniverset "Kend din ret" kan man som lærer læse mere og hente vejledning og materiale til undervisningen.
Hvis I vil høre om muligheden for et undervisningsforløb med Retten i Svendborg, skal I kontakte retsassessor Ulla Storm.
Mailadresse: uls@domstol.dk
Tlf. 9968 3251.
Rundvisning i Retten i Svendborg
Alle er velkomne til en rundvisning i Retten i Svendborg.
Hvis du ønsker rundvisning i Retten i Svendborg, skal du kontakte administrationen ved Retten på mail med besked om datoen og antallet af deltagere.
Mailadresse: adm.sve@domstol.dk
Der er kun rundvisninger efter kl. 16.30, og der er plads til 25 deltagere på hver rundvisning.
Praktisk om besøg i retten
I Retten i Svendborg kommer mennesker med mange forskellige ærinder. Her skal være trygt at komme og rolige forhold, så det er nødvendigt, at alle overholder ordensreglementet for ophold i og omkring retsbygningen.
Det betyder blandt andet, at telefoner altid skal være på lydløs, og i retssalene skal de være helt slukkede.
Læs om vores ordensreglement og praktiske forhold ved Retten i Svendborg
Erhvervspraktik i retten
Retten i Svendborg har desværre ikke mulighed for at tage erhvervspraktikanter fra folkeskolerne.
Sidst opdateret: 01. marts 2024