Gå til sidens indhold

Retten i Svendborg

Retten i Svendborg

Hvis du skal møde i Retten i Svendborg, kan du få brug for at kende til de praktiske forhold.

Retten i Svendborg består af en enkelt retsbygning. Hvis du skal møde personligt i retten, skal du henvende dig i receptionen. Receptionen ligger til højre, når du er kommet indenfor. Nedenfor finder du flere praktiske informationer om Retten i Svendborg.

Åbningstider

Retten i Svendborg har åbent mandag til fredag kl. 08.30-15.00.

Retten er lukket på helligdage, på Grundlovsdag samt den 24. og 31. december.

Se eventuelle andre lukkedage på forsiden under ekstraordinære telefon- og ekspeditionstider.

Gå til forsiden for Retten i Svendborg

Telefon og mail

Det vil ofte være nemmest at kontakte os pr. mail. Det er bedst at kontakte rettens enkelte afdelinger direkte, hvis du ved hvilken afdeling, der har med din sag at gøre.
Hvis du har et sagsnummer, skal du skrive sagsnummeret i emnefeltet på din mail.

Se kontaktoplysninger for Retten i Svendborg ude i højre side. 

 

Digital Post og Sikker Mail

Digital Post og Sikker Mail 

Digital Post  

Her kan du se, hvad du skal gøre, hvis du skal sende en besked til retten via Digital Post. Når du er logget ind i Digital Post, skal du vælge "Skriv ny besked". 

Du kan finde Retten i Svendborg på følgende måde: 

  • I feltet "modtager" skrives "Domstolsstyrelsen"
  • I søgefeltet "Kategori" skrives navnet på retten, du vil kontakte, eller klik på "Vælg kategori" for at åbne en oversigt over alle retter/nævn. 
  • Herefter kan du vælge Retten i Svendborg, og hvilken postkasse du vil sende en besked til 
  • Skriv din besked, og klik på "Send"

Både virksomheder og private kan benytte Digital Post. 

Sikker Mail (kun for virksomheder) 

Hvis du ønsker at sende følsomme eller fortrolige personoplysninger via mail, skal mailen krypteres med et certifikat (Sikker Mail). For at sende Sikker Mail skal du have den offentlige nøgle, der hører til certifikatet. 

De fleste postkasser ved Danmarks Domstole, der ikke er personlige, er i stand til at modtage Sikker Mail. 

Du kan finde mere information om den offentlige nøgle til brug for kryptering til de enkelte postkasser på Digitaliseringsstyrelsens side om MitID erhverv. 

Notar på Ærø

Notaren har træffetid på Ærø på Ærøskøbing Bibliotek, Søndergade 16B, 5970 Ærøskøbing ca. en gang om måneden. Her skal du ikke bestille tid, men blot møde op med dine dokumenter.

Læs mere om notarforretninger og hvornår notaren kommer til Ærø

Bank, fakturering og betaling

Retten i Svendborg har konto i Danske Bank.
Betaling af retsafgifter mv. skal indsættes på følgende:
Registrerings- og kontonummer: 0216 - 4069 134 106. 
IBAN: DK2202164069134106
SWIFT: DABADKKK 

Af hensyn til ekspedition af betalingen er det vigtigt, at du skriver, hvilken sag (sagsnummer eller partsnavn), overførslen vedrører.

Fakturering til Retten i Svendborg skal ske via elektronisk fakturering:
EAN-nr. 5798 000 161603 
SE-nr. 67 67 39 13

Retten i Svendborg modtager kontanter, visa/dankort og MobilePay. Der modtages IKKE MasterCard.

Betaling til modpart

Hvis du skal betale en modpart - fx i forbindelse med en fogedsag - skal du ikke indbetale pengene til rettens konto. Pengene skal indbetales direkte til din modpart i sagen eller eventuelt til modpartens advokat.

Transport, parkering og adgangsforhold

Retten er inden for gåafstand (ca. 1,3 km) fra Svendborg station. Togene kører til og fra Odense til Svendborg Station hver halve time. Nærmeste busstoppested er Hjerteparken på Mølmarksvej, hvor linje 230 standser.

Der er parkeringspladser bag Retten i Svendborg på Christiansvej 41. Hvis der ikke er ledige p-pladser, kan du parkere langs Christiansvej over for retsbygningen.

Retsbygningen er handicapvenlig med gode adgangsforhold til både retslokaler og toiletter. På parkeringspladsen er der tæt på indgangen reserveret tre pladser til biler med handicapskilt, og der er en rampe, så kørestolsbrugere kan undgå trappen til hovedindgangen.

 

Se video om adgangsforhold for gangbesværede her

Find rundt i retten

Når du kommer ind i retsbygningen, hænger der informationstavler på din venstre hånd, hvor du blandt andet kan finde en plantegning af bygningen. Hvis du ikke kan finde det sted, du skal være, kan du altid henvende dig til vores personale i informationen.

Ved grundlovsforhør i weekender benytter man en anden indgang end hovedindgangen. Indgangen findes til venstre for hovedindgangen, hvor man skal tage trappen ned og derefter op. Døren findes herefter på højre hånd.

Plantegning af retsbygningens stueetage

 

Den blå trekant er hovedindgangen.
Den røde prik er infoskærmene.
Den gule firkant er weekendindgangen
Venteområde F er på 1. sal.

Ordensreglement, sikkerhed og hjertestarter

Ordensreglement

I Retten i Svendborg kommer mennesker med mange forskellige ærinder. Her skal være trygt at komme og rolige forhold, så det er nødvendigt, at alle overholder ordensreglementet for ophold i og omkring retsbygningen.

  • Det er kun personer, der har ærinder, fx er indkaldt til retsmøde eller er tilhørere, der må opholde sig i retsbygningen
  • Det er ikke tilladt at bære synlige rygmærker og lignende
  • Ophold skal ske i god ro og orden
  • Rygning er ikke tilladt
  • Det er ikke tilladt at medbringe nogen form for alkohol
  • Det er ikke tilladt at fotografere eller optage lyd uden rettens tilladelse
  • Det er tilladt at bruge mobiltelefoner i rettens information og ventearealer, når det sker hensynsfuldt. Mobiltelefoner skal altid være på lydløs
  • Mobiltelefoner skal være slukket i retssalene
  • Personer, der opholder sig i rettens bygninger, skal følge anvisninger fra rettens personale
  • Det er ikke tilladt at medbringe dyr uden tilladelse
  • Børn under 15 år har ikke adgang til retsmøder uden dommerens tilladelse

Overtrædelse af ordensreglementet kan medføre bortvisning, politianmeldelse og/eller bøde.

Sikkerhed i retten

Retten bruger videoovervågning i retsbygningen og på udendørsarealerne. Besøgende ved Retten i Svendborg skal rette sig efter anvisninger fra retsbetjentene og rettens øvrige personale. Der er normalt ikke adgangskontrol ved Retten i Svendborg. I særlige tilfælde kan retten dog beslutte at indføre midlertidig adgangskontrol. 

Hjertestarter

Den ene hjertestarter hænger inde i retsbygningen ved venteområde D overfor retssal 5, som er tilgængelig i rettens åbningstid mandag-fredag kl. 8.30-15.00.
Den anden hjertestarter hænger udenfor på retsbygningen ud mod Christiansvej ved vognslusen. 

Plantegning af retsbygningen hvor hjertestarteren befinder sig

Wi-Fi og teknik i retten

Wi-Fi

Der er trådløst netværk tilgængeligt i hele retsbygningen. Wi-Fi forbindelsen hedder domguest, hvor man selv kan oprette sig og få tildelt en adgangskode, som er gældende i 8 timer. Koden sendes automatisk pr. sms, når man har oprettet sig.

Mobile enheder skal altid være lydløse og må ikke benyttes under en sag.

Teknik i retten

Vi bliver mere og mere digitale, og derfor har vores retssale AV-udstyr. Det kan bruges til at vise digitalt bilagsmateriale som fotos, videoer, skitser og dokumenter i øvrigt for retten, parterne og tilhørerne samtidigt. 

Adapter

Der er tilslutningsmulighed med HDMI, VGA og displayport.
Har din bærbar eller tablet anden indgang, skal du selv medbringe adapter.

Særligt ved retssal 1 og 2

I retssal 1 og 2 er der via en Digital Visualizer (en moderne overheadprojektor) mulighed for at vise ikke-digitaliseret bilagsmateriale på skærmene.

Scan til PDF

  1. Bilag skal være scannet til PDF med tekstgenkendelse (OCR)
  2. Bilagets forside og indholdsfortegnelse skal være med i bilagsnummereringen
  3. Bilagsmaterialet skal opdeles i følgende sideinterval:
  • 1-100
  • 101-200
  • 201-300

eller

  • 1-1000
  • 1001-2000
  • 2001-3000​

Alternativt kan bilagene skannes som ét stort dokument. Det afhænger dog af størrelsen på filen. Hvis filen bliver for stor, er den for svær at håndtere under afviklingen af retssagen. Vær opmærksom på, at bilagene ikke skannes som fotos. 

Se oversigt over AV udstyr

Se vejledning til scanning af dokumenter til PDF

Mad og drikke

Det er ikke muligt at købe mad i retsbygningen, men der er en automat, hvor du kan købe slik og drikkevarer. Der kan betales med Visa/dankort og Mastercard.

Der ligger både en Spar og en Netto ca. 100 m fra retsbygningen, og der er ca. 1,5 km til Svendborgs centrum, hvor du kan finde et stort udvalg af butikker.

Vi anbefaler, at du tager en madpakke med, hvis du ikke vil forlade retten for at købe frokost.

Udskrift af domme og kendelser

Du kan anmode om at få udskrifter af rettens afgørelser ved at skrive til den afdeling, der har behandlet din sag. Du skal skrive rettens sagsnummer eller navne på sagens parter, og du skal oplyse, hvilket dokument du ønsker udskrift af. Du må meget gerne tilføje dit telefonnummer, så vi kan ringe til dig, hvis der opstår spørgsmål. 

Se kontaktoplysninger på afdelingerne ude i højre side. 

Samtidig med bestillingen skal du betale 150 kroner i retsafgift pr. dokument. 
Retten i Svendborg har konto i Danske Bank med følgende registrerings- og kontonummer: 0216 - 4069 134 106. Det skal fremgå tydeligt af bankoverførslen, hvilken sag det drejer sig om.

På hovedsiden for Danmarks Domstole kan du læse mere om, hvilke dokumenter du kan få indsigt i, hvordan du anmoder om dem, og hvilke myndigheder du kan få dokumenterne fra.

Læs mere om aktindsigt på fællessiden for Danmarks Domstole

Sidst opdateret: 24. januar 2024