22 feb 2021

Retten i Hillerød

27-årig mand dømt for uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse

27-årig mand dømt for blandt andet uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse i forbindelse med en trafikulykke i Smørum

27-årig mand uden førerret er dømt skyldig i at have forårsaget uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse ved den 2. oktober 2020 med høj hastighed at have foretaget en samlet overhaling af flere biler på Tværvej i Smørum og i den forbindelse frontalt påkørt en bil med en 46-årig mand, som afgik ved døden på grund af sine kvæstelser, og hans to børn, som blev pådraget betydelig legemsskade.


Sagsnummer: SS 5550/2020


Sagen kort fortalt

Den 27-årige mand var tiltalt for den 2. oktober 2020 mellem kl. 17.20-17.35 at have ført en Audi over en længere strækning ad Frederikssundsvej og Tværvej mod øst i Smørum, herunder at have kørt på Frederikssundsvej med en hastighed af op til 183 km/t på et sted, hvor hastigheden ikke må overstige 80 km/t. Under kørslen på Tværvej overhalede han flere biler på et sted, hvor der alene er én vognbane i hver retning. Overhalingen blev foretaget, selvom der var modkørende biler, og hvor oversigtsforholdene på grund af vejens krumning er dårlige. Tiltalte ramte en af de modkørende biler frontalt med en hastighed på ikke under 108 km/t på kollisionstidspunktet. Føreren af den modkørende bil afgik umiddelbart efter sammenstødet ved døden på grund af sine kvæstelser. Førerens to børn på 12 og 15 år blev alvorligt kvæstede.

Tiltale var rejst efter blandt andet straffelovens § 241 (uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder), straffelovens § 249 (uagtsom betydelig legemsskade under særligt skærpende omstændigheder) og straffelovens § 252, stk. 1 (forsætlig fareforvoldelse).

Tiltalte erkendte sig i det væsentlige skyldig.

Dommens resultat

Retten fandt i det væsentlige tiltalte skyldig efter anklageskriftet.

Straffen blev fastsat til fængsel i 2 år og 6 måneder. Retten frakendte desuden tiltalte førerretten i 8 år.

Retten lagde ved afgørelsen blandt andet vægt på, at tiltalte havde kørt med meget høj hastighed på et sted, hvor der var dårlige oversigtsforhold, og dette havde bevirket et frontalt sammenstød, hvorved en person blev dræbt og to personer alvorligt kvæstede. Retten fandt, at tiltalte ved sin hasarderede kørsel bevidst havde sat sig ud over hensynet til andres sikkerhed på en sådan måde, at hans kørsel var særlig hensynsløs.

Tiltalte valgte ikke at anke dommen.

Tiltalte blev fortsat varetægtsfængslet.

Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt i Retten i Hillerød den 22. februar 2021.

Kontaktinformation til parternes repræsentanter
Forsvarer: Advokat Sten Balslev
Anklagemyndighed: Nordsjællands Politi