Gå til sidens indhold

Retten i Hillerød

25 mar. 2021

Retten i Hillerød

20-årig mand dømt for drabsforsøg med kniv mod nabo på et bosted i Smørum

20-årig mand dømt til anbringelse på sikret afdeling for personer med vidtgående psykisk handicap for drabsforsøg med kniv mod nabo på et bosted i Smørum

En 20-årig mand er af et enigt nævningeting fundet skyldig i ved flere knivstik at have forsøgt at dræbe sin nabo på et bosted i Smørum. Gerningsmanden er fundet straffri på grund af mental retardering.

Sagsnummer: SS 5052/2021

Sagen kort fortalt

En nat i maj måned 2020 opsøgte tiltalte sin nabo. Han kom ind i naboens bolig ved at kaste en sten gennem ruden i terrassedøren og åbne døren gennem den smadrede rude. Forurettede lå og sov, men vågnede, da ruden blev smadret. Tiltalte kom ind og sagde, nu skal du dø, mens han holdt en steakkniv i hånden. Forurettede fik tøj og sko på og flygtede fra sin bolig for at søge hjælp hos nattevagten. Tiltalte løb efter forurettede og stak forurettede i ryggen med kniven. Det lykkedes ikke forurettede at komme ind på nattevagtens kontor. Da forurettede vendte sig om mod tiltalte, stak tiltalte forurettede i halsen med et 10 cm dybt stik til følge. Stikket medførte, at forurettede blødte kraftigt. Ifølge den retspatologiske erklæring medførte stikket i halsen et større blodtab, og forurettede havde været i livsfare og ville næppe havde overlevet uden den akutte, kompetente lægelige behandling, han modtog.

Derudover blev han fundet skyldig i flere gange forud herfor at have udøvet vold mod to ansatte og at have truet flere ansatte samt en beboer på bostedet. 

Tiltalte nægtede sig skyldige i drabsforsøg, men erkendte sig skyldig i vold af særlig rå og farlig karakter, jf. straffelovens § 245, stk. 1. Tiltalte nægtede sig derudover skyldig i at have udøvet vold mod 2 ansatte på bostedet og at have fremsat trusler mod flere ansatte og en beboer.

Tiltalte er tidligere dømt for trusler mod blandt andet ansatte på bosteder.

Dommens resultat

Et enigt nævningeting fandt tiltalte skyldig i drabsforsøg, trusler mod ansatte og en beboer, samt vold mod 2 ansatte.

Et enigt nævningeting fandt, at tiltalte er omfattet af personkredsen i straffelovens § 16, stk. 2, og at der ikke er særlige omstændigheder, der taler for at pålægge straf, hvorefter tiltalte er straffri.

Der var enighed om, at tiltalte dømmes til anbringelse i sikret afdeling for personer med vidtgående psykisk handicap, jf. straffelovens § 68, 2. pkt., uden fastsættelse af en længstetid for anbringelsen, jf. straffelovens § 68a, stk. 2.

Tiltalte modtog dommen og var indforstået med fortsat varetægtsfængsling i surrogat indtil afsoning kunne påbegyndes.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Hillerød den 25. marts 2021.