22 dec. 2022
Retten i Hillerød
2 dengang 17-årige drenge idømt 6 års fængsel for dødsvold
Dom afsagt: 21. december 2022
T1 og T2 på nu 18 år fra Frederikssund idømt 6 års fængsel for vold med døden til følge ved at have slået og derefter sparket og trampet forurettede, en 52-årige mand fra Frederikssund, i ansigtet, da han lå værgeløs på vejen. Som følge af skaderne afgik han ved døden kort efter på gerningsstedet
Sagsnummer: SS 2643-2022
Sagen kort fortalt
T1, født i juli 2004, og T2, født i august 2004, var tiltalt for ved den 5. marts 2022 ca. kl. 05.35, i forening efter fælles forståelse i Frederikssund flere gange at have skubbet til og slået forurettede på kroppen og i ansigtet. Forurettede faldt ned på vejen. Da han lå på vejen, havde de tiltalte flere gange sparket og/eller trampet forurettede i ansigtet og på kroppen. Volden medførte knusning af flere af forurettedes ansigtsknogler, hvorefter forurettede som følge heraf afgik ved døden.
Tiltalen var vold med døden til følge efter straffelovens § 246, jf. § 245.
T1 erkendte sig skyldig i vold med døden til følge, dog ikke for den vold, som blev begået af T2. T2 erkendte simpel vold og påstod frifindelse på grund af nødværge.
Dommens resultat
Retten fandt det bevist, at de tiltalte efter fælles forståelse var skyldige i vold med døden til følge efter straffelovens § 246. jf. § 245, stk. 1. Retten fandt det ikke bevist, at der forelå nødværge
Retten fandt endvidere, at forurettede ikke havde fremprovokeret overfaldet, og at han døde som følge af den vold, som de tiltalte havde begået mod forurettedes ansigt, idet volden havde knust flere af hans ansigtsknogler. Blødningen fra disse skader gjorde, at forurettede, som på det tidspunkt var bevidstløs, blev kvalt af blodet, der løb ned i lungerne.
Anklagers påstand om straf var fængsel i 7 år.
De tiltalte blev fundet skyldige i vold med døden til følge som beskrevet i tiltalen. Straffen blev fastsat til fængsel i 6 år for begge de tiltalte. Dommerne lagde vægt på konklusionen af obduktionen af forurettede, en lydfil fra alarmopkaldet, T2´s snapchat videoer, og at et vidne havde set, at de tiltalte forfulgte forurettede, mens de slog på ham. Retten lagde endvidere vægt på resultatet de kriminaltekniske undersøgelser af dna-spor fra forurettede på de tiltaltes tøj og sko og sammenligning af sålaftryk i forurettedes ansigt med slåerne på de tiltaltes sko.
Sagen var en domsmandssag, idet nævningesag var fravalgt, og dommerne var enige om dommens resultat.
De tiltalte vil inden for 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Hillerød den 21. december 2022.