Gå til sidens indhold

Retten i Hillerød

23 maj 2024

Retten i Hillerød

Dom i sag om vegansk mad på hospital

Dom afsagt: 23. maj 2024

Region Hovedstaden frifundet i sag om forskelsbehandling af en indlagt kvinde i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ved ikke at tilbyde kvinden tilstrækkelig vegansk kost.

Sagsnummer: BS-21754/2022-HIL

Sagen kort fortalt

Sagen drejede sig om, hvorvidt en indlagt kvindes menneskerettigheder var blevet krænket i forbindelse med to kortvarige indlæggelser i marts og oktober/november 2020 på Hvidovre Hospital, Region Hovedstaden. Kvinden havde gjort gældende, at hendes veganske overbevisning er beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 9, og at hun var blevet udsat for forskelsbehandling i strid med konventionens artikel 14 ved ikke at få tilbudt tilstrækkelig vegansk kost under indlæggelserne.

Dansk Vegetarisk Forening havde som mandatar for kvinden nedlagt påstand om, at Region Hovedstaden skulle betale en godtgørelse på 25.000 kr. til kvinden samt procesrenter.

Region Hovedstaden havde nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens udfald

Retten lagde efter bevisførelsen til grund, at Hvidovre Hospital vederlagsfrit kunne tilbyde kvinden vegansk mad under hendes indlæggelser. Kvinden havde mulighed for selv at medbringe mad eller via pårørende eller andre at få leveret vegansk mad til hospitalet. Hun havde endvidere mulighed for at købe vegansk mad i en butik, der var beliggende på hospitalets område. Kvinden havde således efter rettens opfattelse ikke under sine indlæggelser været afskåret fra at spise vegansk mad i overensstemmelse med sin overbevisning.

Retten anførte blandt andet, at Hvidovre Hospitals primære opgave er at behandle og pleje et stort antal borgere, og fandt, at der ikke var sket en krænkelse efter EMRK’s artikel 14 sammenholdt med artikel 9.

Retten bemærkede, at det forhold, at udbuddet af vegansk mad på hospitalet ikke var lige så stort og varieret som udbuddet af mad til patienter, der ikke levede efter vegansk overbevisning, under de givne omstændigheder ikke i sig selv kunne føre til, at der forelå en krænkelse efter EMRK’s artikel 14.

Herefter tog retten Region Hovedstadens påstand om frifindelse til følge.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Hillerød den 23. maj 2024.