Gå til sidens indhold

Retten i Hillerød

21 feb. 2025

Retten i Hillerød

9 måneders fængsel for fareforvoldelse ved trafikuheld i juli 2024

25-årig mand idømt 9 måneders fængsel for forsætlig fareforvoldelse i forbindelse med kørsel op til alvorligt trafikuheld på Hillerødmotorvejens forlængelse i juli 2024.

Sagsnummer: SS 9-2862/2024

Sagen kort fortalt

I juli 2024 fandt et meget alvorligt trafikuheld sted på Hillerødmotorvejens forlængelse. Ved ulykken stødte en 32-årig mand i sin bil sammen med en modkørende bil i den modgående retning. I den modkørende bil befandt sig en familie bestående af to forældre og to børn. Ved ulykken mistede den 32-årige mand og forældrene livet, mens børnene kom alvorligt til skade.

Anklagemyndigheden havde rejst tiltale mod en anden bilist for sammen med den 32-årige mand at have kørt om kap og kørt meget for stærkt op til ulykken. Han var også tiltalt for ved sin kørsel at have udsat familien for nærliggende fare for deres liv og førlighed og derved uagtsomt at have forvoldt forældrenes død og for uagtsomt at have tilføjet børnene betydelig legemsbeskadigelse. 

Anklagemyndigheden påstod, at tiltalte skulle straffes med fængsel i 5 år og 6 måneder, hvis han blev dømt i overensstemmelse med den rejste tiltale.

Tiltalte havde erkendt, at han forud og efter ulykken havde kørt for stærkt, men ikke så hurtigt, som anklagemyndigheden havde anført, men nægtede sig i øvrigt skyldig.

Dommens resultat

Retten fandt, at det var bevist, at tiltalte havde kørt med de hastigheder, som anklagemyndigheden havde anført i anklageskriftet. Retten fandt, at det også var bevist, at tiltalte og den 32-årige mand, der omkom i ulykken, havde kørt om kap, og at tiltalte ved sin kørsel forsætligt havde udsat andre bilister, herunder familien, for nærliggende fare for liv og førlighed.

Et flertal af dommerne fandt, at det ikke var fuldt tilstrækkelig bevist, at tiltalte uagtsomt havde forvoldt forældrenes død og børnene betydelig legemsbeskadigelse. Flertallet lagde navnlig vægt på, at tiltalte ikke var en del af ulykken, og at der heller ikke på baggrund af kørselsforløbet op til ulykken var grundlag for at fastslå, at han handlede uagtsomt med hensyn til forældrenes død og børnenes skader.

Et mindretal af dommerne fandt, at det på grund af kørselsforløbet var bevist, at tiltalte uagtsomt medvirkede til forældrenes død og børnenes betydelig legemsbeskadigelse. 

Der blev afsagt dom efter stemmeflertallet. Tiltalte blev derfor fundet skyldig i den rejste tiltale, bortset fra tiltalen om uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse.

Da tiltalte primært blev fundet skyldig i forsætlig fareforvoldelse, blev straffen fastsat til fængsel i 9 måneder. Tiltalte fik derudover en bøde for at have kørt for stærkt efter uheldet, ligesom han blev frakendt førerretten i 10 år. Han fik endvidere konfiskeret sin bil og fik en advarsel om udvisning.

Sagen var en domsmandssag.

Tiltalte valgte at udtage sig betænkningstid med hensyn til, om han vil anke dommen.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Hillerød den 21. februar 2025.